Ilt

”Et barn?” Sætningen klinger hult ud i rummet, mens hun vrider sig i overraskelse og forskrækkelse. ’Ilt’ af den engelske dramatiker Duncan Macmillan er en forestilling om arternes overlevelse og ungdommens narcissistiske basalbehov krydret med et ønske om at redde verden og træffe de rigtige valg.

Ny engelsk dramatik har i mange år været en eksklusiv eksportvare til hungrende teaterpublikummer i Norden. De unge engelske dramatikere skriver nærgående ærligt teater om deres generation, og Macmillian er ingen undtagelse. Forestillingen og ikke mindst teksten er en tung spiller i det meget minimalistiske univers kun highlighted af lysdesigner Mads Vegas.

Ordene får lov at fylde, og der er mange af dem. Mange samtaler imellem de her to unge mennesker, der kæmper en kamp for at træffe de rigtige valg, og det ramte mig, måske fordi jeg er en del af den generation, forestillingen handler om.

Hun (Tilde Maja Frederiksen) er lettere neurotisk fanget i at skulle beslutte sig for, om hun overhovedet vil have en unge, om det så er bæredygtigt at sætte et barn i verden, og om det i så fald skal være med ham. Thomas Hwan er den afventende kæreste, der giver plads, måske lidt for meget plads, og som afslører sandheder, mens hun sover. De er hele mennesker, i en time og 45 minutter er de to ægte karakterer. Man føler med dem, og man håber for dem, mens man lytter til deres lange samtaler og gode intentioner herom.

'Ilt' er en enkel forestilling om valg. Om at træffe de rigtige valg. Om alle de valg man står overfor, når man skal planlægge fremtiden, og når fremtiden afhænger af de valg, man træffer. Christoffer Berdals ’Ilt’ er skraldet helt ind til benet, og i den enkle iscenesættelse kan man både finde en sårbarhed og en varme.