Hun Han Høn

Det handler om køn. Om kvinder, mænd, alle køn, intet køn. Om hvorledes det står til med vores kønsforståelse i dag. Fire skuespillere ønsker, at ”grave et spadestik dybere” – det påstår de i hvert fald. Jeg er spændt på, hvor grænseoverskridende det kan blive, når kønnet står for skud og skuespillerne ruller sig ud.

Nøgenhed. Tjek. Banan/penis-vittighed. Tjek. Outrerede, overdrevne karakterer. Tjek. Jeg morer mig, for spillerne er dygtige til at udforme fine billeder med særligt velvalgte rekvisitter. Men den her forestilling burde kunne mere end blot at være en fryd for øjet og et grin et par gange.

De vil grave et spadestik dybere, og det må man jo holde dem op på. Men spaden mangler – ja, enten mangler det ene, eller også mangler det andet. Helt grundlæggende.

Gerard Carey Bidstrup, Anette Katzmann, Hassan Preisler og Sandra Yi Sencindiver driver ind og ud af køns-konstellationer i lalleglade ritualer og fine øjeblikke, som mest af alt er smukt for øjet og momentant morsomt. Men her mangler simpelthen et mere nuanceret billede af nutidens kvinde og mand, i stedet for at væve rundt i før-sete klicheer, som er ved at være så trættende, at det næsten ikke er til at bære.

Teater Rio Roses gæstespil forbløffer hverken på den ene eller anden måde. Det provokerer ikke. 'Hun Han Høn' er en kliche, som er morsomt leveret af fire kompetente skuespillere.

Ideen om virkelig at komme under huden på kvinden og mandens syn på sig selv, sit køn og andre er spændende, men 'Hun Han Høn' flyder på overfladen og tager aldrig rigtig stilling til noget, andet end at få publikum til at grine over dygtigt fjolleri.