Lort

Selvfølgelig skal der mod til! At sidde der helt nøgen og krænge sjælen ud. Rasende, rørende, radikalt. Men selvfølgelig kaster hun sig ud i det – og er en splitterravende ypperlighed af ord og krop sammensmeltet.

Danica Curcic er igen i særklasse med et kvindeportræt, der rykker og stripper grænser som sjældent før. Helt alene på scenen, fuldstændigt nøgen og ovenud fantastisk. Hun er den unge kvinde anno 2010'erne, oprindeligt italiensk i Cristian Ceresolis prisbelønnede monolog ’La merda’, men aldeles universel i både tale- og kropssprog.

Som titlen afspejler, er der ikke plads til sentimentalitet. Det er lige på og råt. En time af intenst, intimt nærvær, der blotter en ung kvindesjæl gennem en talestrøm af associerende hændelser. Om problemet med de tykke lår, om de utallige pikke hun har vænnet sig til, og om berømmelsen der vil gøre hende til en ny kvinde.

Med en audition inkluderende den italienske nationalsang som ramme, hægtes magt, medier og berømmelse sammen, imens kvindens rolle i det mandsdominerede samfund afdækkes. En celebrity-kultur hvis idealer er så forvredne, at kvinden siden barndommen har nedværdiget sig selv og nu ender i et grotesk lortescenarie. Fordi man som kvinde skal tilvænne sig og opofre sig for succes.

Historierne om hendes afdøde far spiller en stor rolle – som personlig og samfundsmæssig figur – for hendes mod og beslutninger. Og Danica nailer både lillepigen og donnaen med effektive toneskift og udtryksfulde grimasser. Øjnene lyner af vrede og desperation, og den nøgne krop understreger hele essensen af selvværd og selvhad i et ulideligt liv.

”Det miiiiiig!” skingrer hun flere gange. Uden navn, mål eller (selv)erkendelse. Som en del af det succesomkvæd, hun chanter uophørligt – om den kvinde hun er, ønsker at være og vil blive som berømt. Et nødråb om at blive set og elsket som den hun er, men i stedet laver hun om på sig selv, for at blive som folk vil have hende. Som i reality-shows, hvor man spiller sin rolle for at opnå momentum.

Reality-referencen holder intensiteten hele vejen til den vilde slutning, hvor det hele eksploderer i... lort! Alt det hun er blevet til – qua alt det andre har gjort mod hende, alt det hun har måttet æde, drømme og virkelighed, glæde og smerte og alt det andet lort – bliver hun konfronteret med igen og igen i den frygteligt klamme løsning, hun udtænker.

Men intet er ulækkert mere. Man vænner sig til det. Man må opofre sig, for at vinde, for at blive succesfuld. Bare kaste sig ud i det. Helt alene, helt af sig selv. Blotte sjæl og krop for folkets og landets idealer. Ofre sig, som hun synger med den italienske nationalsang ’Fratelli d’Italia’.