Shu-bi-dua The Musical

Shubiose. Et herligt ord, og helt i tråd med Shu-bi-duas altid finurlige musik- og tekstunivers, som nu er omsat til festlig familiemusical. Med tidsånden intakt – fra dengang folk sagde Kodyl-idiot og Ama’r halshug, og hvor ridestøvler og ørevarmere var ligeså hot som ’Rom & Cola’.

Ordet kommer måske endda fra selveste Michael Bundesen, han har i hvert fald været med til at udvikle musicalen og føre den på sporet af ”de eneste shubi der dua.” For ja, det her er en stor og kærlig hyldest til Danmarks husorkester, det mærkes straks de første toner slår an med ’Den Røde Tråd’ og nogle unger joker om Hvalen Hvalborg, imens den saligt troner bag dem.

De to sangklassikere antyder et fint billede på den Shubiose, som unge Mick (Daniel Hersig) er ramt af: Overvældende fantasi og skøre lege. Mest ballade med fantasivennerne Carlos og Molly, men også hindbærbrus med bodegafaren (Ole Boisen). Det er for meget for mor (Meike Bahnsen), som slæber Mick til hovedlæge, der vil sende ham på drengehjem. ’Knald i låget’ – nemlig! Men heldigvis bliver Mick (Emil Birk Hartmann) forelsket i Sille (Kristine Yde), får et reklamejob med tilhørende krokodillejakke og alt går ’Minus til Plus’ – i flaksende funky-neon-stil. Næsten da, for virkeligheden er alligevel en anden.

Dobbeltheden har de altid dyrket, Shubberne, og med masser af sarkasme, så man ind imellem fik den muntre melodi galt i halsen. Humoren var ligeså vigtig som samfundskritikken, og Bundesen var en oprigtig og hjertelig fortolker af begge. Det mangler der noget af i musicalen, som ellers gør meget for at favne både sjovt og sørgeligt – imens ironien halser bagefter.

Som helhed er showet en forrygende ensemblepræstation, og det er særdeles forfriskende at se nye begejstrede talenter, i stedet for de obligate på visse københavnske scener. Dog fornemmer man at en del af aktørerne fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia ikke har erfaring nok til at rumme og takle de flerrettede udtryk over så hektisk en forestilling. Mange karakterer bliver derfor klicheer med forsimplede følelser, selvom stemninger forandres og tekster spræller.

Tempo og sammenhæng har visse defekter undervejs. Der er så meget knald på første akt at det bliver noget rodet at forstå drengens sindsstemning. Så bare nyd ståhejet! Eksempelvis ’Melankolini’ med operaøkse og -narrehatte, og en student-koger af ’Kylling med softice’…og pølser. Anden akt er så til gengæld for langsom i perioder, særligt bruges der for meget tid med moren og farens sentimentalitet.

Det er klassisk for familiemusicals, der skal kunne glæde flere alderstrin: Man satser på charme, fest og genkendelighed. Hvilket også er det optimale med ’Shu-bi-dua The Musical’, for så rammer man den jordnære danskhed, som i detaljerne nok kan virke gakkede og indimellem kiksede, men som allermest bimler nostalgiknappen, så vi varmes i hjertet.

Naturligvis med sangene som det største nostalgiflip, men også scenografi og kostumer nailer 1970/80erne fantastisk. Med LED-teknologi skifter lokationerne fikst fra alpetop til drengeværelse, fra firmalokale til Trinidad, og et snekoldt Kgs. Nytorv mikses med en lystig sommerstrand. Rullebånd og vippebræt gør gode effekter, og det kan være svært at nå lyntog og busser, der suser over scenen, når man egentlig bare vil have en ’Vuffeli-vov’ sammen med kæresten. Et virkelig velfungerende og sjovt tidsbillede – især for os, der selv har flagret rundt med pastellerne, skulderpuderne og chiffontørklæder som hårbånd.

De største kvaliteter ligger i minderne, der skabes af ’Shu-bi-dua The Musical’, men der ligger også noget interessant i selve Shubiosen. For hvem bestemmer hvad, der er normalt? Sjovt? Bedst? Ærligt? Og så fremdeles. Det viser forestillingen i fin og festlig form, men den ekstra gevinst er unik: Shubberne, der hyldes så man mindes om at de jo virkelig selv er en fantastisk Shubiose.