Lizzie

En populær øksemorder – med rockattitude? Det er oplagt at supplere øksen med rå rockguitar, når det handler om en af Amerikas mest famøse morderskehistorier.

Fra (børne)rim til film og teater har Lizzie Borden og hendes formodede mordmassakre på hendes far og stedmor levet videre siden 1892. Men mysteriet forbliver uopklaret, efter Lizzie blev frikendt, men for evigt dømt af folket.

Her i Steven Cheslik-Demeyer, Alan Stevens Hewitt og Tim Maners musical får hun så hævn, når hendes livs mareridt bliver omsat til hårdtpumpet rock. Dog uden at man føler specielt meget for eller med hende i hendes ellers kraftfulde hvæs og fuck-fingre.

Lizzie er et rockspektakel af en møgforkælet tøs, der har mistet sin elskede mor og har fået for meget af den forkerte kærlighed fra sin far. Hverken hun eller søster Emma ynder den nye fru Borden, og da slet ikke hvis hun nalrer deres familiearv.

Der er lagt op til splattermusical, hvor de første rækker må iklæde sig plastikoverslag for ikke at få blodssplat, når den store øksescene oprinder. Men det bliver et kikset antiklimaks, der understreger showets største problem: Manglende kreativitet med rekvisitter og sceneudfoldelse.

Konceptet er rockkoncert med musicalelementer, men altså: Vi har alle set rockkoncerter med sceneshow, der rykker langt mere end dette. Heldigvis er musikerne vældigt kompetente, og de spiller hårdt og harmdirrende – ligesom de oversatte tekster rammer melodien, så det hviner på den seje måde.

Både dybe og høje toner rammes forrygende og overlegent af især tre af de fire rockchicks. Som titelkarakter er Bjørg Gamst en sjat for piget, men hendes stemme når imponerende højder. Rikke Hvidbjerg som veninden Alice har mest varmblodighed i stemmen – hendes solo ’Dybt i mig’ er showets følelsesmæssige højdepunkt. Men allermest suveræn og med perfekt rockattitude er Line Krogholms Emma, og hendes duetter med Lizzie er de bedste rockskrald, først og fremmest ’Min elskede søster’.

Mest heftigt og sexet efter pausen, hvor de i lak og læder samt korsetter og lårkort rocker strigle-attituden ligeså skarpt som guitarerne. Også håret er for alvor slået ud og touperet, men alligevel bliver det ikke mere hårrejsende end de vanlige headbangs, skru på sarkasmen og nogle høvl af blasfemi.

Selvfølgelig er det frækt og forbandet sejt, men ’Lizzie’ er mest af alt et kitsch- og fetish-show for hard rock-entusiaster. Historien og mysteriet går tabt i den tunge, vredne rock.