Disneys Musical Tarzan

Vi er rykket i junglen. I Disneys jungleidyl, hvor lianer aldrig har været sejere og basale behov får opløftelse. Fredericia Teaters fjerde samarbejde med musicalgiganten har smidt den største sentimentalitet og naivitet, og opgraderet med en charmerende legesyge, så både børn og voksne kan svinge med.

I junglens grønne stråleglans af gigantplanter, gangbroer, træstammer, vandfald og solstrejf bliver vi hurtigt grebet af miljø og stemning. Scenografi, lys og videoprojektioner spiller flot sammen med orkestreringen af popmager Phil Collins’ musik, og især fascinerende er det yderst kreative kostumedesign af Anna Juul Holm – samt makeup og hår af Michael Skytte.

Særligt i junglekuller-scenen ’Har ventet på dette øjeblik’, hvor alt synes at live ekstra op og strippe den ellers så pænt victorianske Jane – og lande hende i Tarzans arme. Det er musikalitet, humor og vitalitet i perfekt timing. Junglen er særdeles levende i flere niveauer, for i de højere luftlag svinger ensemblet sig akrobatisk i wires – elegant og kraftfuldt koreograferet af Christel Stjernebjerg og Sita Bhuller. 

Den første lian-svajer med den voksne Tarzan udløser aftenens største jubel, for det er netop indbegrebet af den ikoniske Tarzan-figur – skabt af forfatter Edgar Rice Burroughs i 1912 og videreført gennem 4 årtier. De fleste har hørt, læst og/eller set en eller anden afskygning af menneskebarnet, der vokser op blandt jungleaber og bliver en charmerende, følsom vildmand i mødet med kvinden Jane. Metaforerne er sprællevende, og der er ikke de store overraskelser i historien, men Fredericia-teamet har som altid hjertet med, så vi også mærker de hjerteslag, der er centrale for denne musical.

Der er liv og kærlighed fra menneskevræl til gorilladunk i ’Tarzan’ indimellem de vilde konfrontationer, baseret på de velkendte – og stadig aktuelle – temaer: uvidenhed, frygt og herskelyst. Det handler om at finde sig selv og det sted man føler man hører til. Men hvis man ikke åbner øjne, ører og ikke mindst hjerte, så kører man jo bare åndsfraværende hen over alle herlighederne, som guide og geværsvinger Clayton (Jacob Prüser).

Han forsøger muligvis at imponere Jane, men hun er meget mere interesseret i andre macho-manerer. I hvert fald reagerer hun skæppeskønt og sanseligt spontant på Tarzans muskuløse nøgne krop, nysgerrige berøring og glædesvejrmøller der afslører, nå ja, endnu mere manddom. Bjørg Gamst er en helt vidunderlig Jane, næsten moderne i sin kropslige og komiske timing – i liflig associering mellem det opløftende planterige og anden biologi.

En anden stærk kvinderolle er Kala, gorillamoren, der elsker Tarzan som sin egen og kæmper med alfahannen Kerchaks (Teit Samsø) modstridende kampgener. Maria Skuladottir er pragtfuld og naturlig i sin altfavnende kærlighed, og rør alt fra lianer til øjenkroge med musicalens hitsang ’Du er mit hjerteslag’. 

Castingen er over hele linjen yderst vellykket, dramatisk som sangmæssigt, fra Diluckshan Jeyaratnam som bedsteaben/vennen Terk, over de velklingende, velspringende unge Tarzan’er (på premiereaftenen: Arthur Ditlev Wadstrøm og Albert Mahesh Witthorf Groth), til Anders Bircow som Janes hyggelige far, der altid har en joke i ærmet, så som den med ”Sku’ ha’ gået til…”

Men stjernen er naturligvis Kim Ace Nielsen, der endelig har fået en hovedrolle, som han utvivlsomt har sparket ekstra fysik oveni. Det er simpelthen en dybt svedig performance, hvor han atletisk let og fysisk potent svinger – ikke mindst i de velkendte lianer – mellem aben, vildmanden og mennesket. En identitetskrise, der nemt kunne blive småfjollet, men Kim Ace Nielsen er virkelig scoopet her. Ingen skæve udtryk, og hans stemme ligger perfekt til sangene, især ’Jeg må have svar’ og ’Den jeg er’. 

Der er bare så meget der svinger optimalt og livsbekræftende i ’Tarzan’ – trods nogle lidt naive pointer hist og her. Man får helt lyst til selv at kaste sig ud i lianerne, rende smånøgen rundt og forelske sig, samt nyde friheden fra normer og regler. Og bare være legesyg!