Ingvar!

"Tjopp Tjola Hej, Tjola Hoppsansa!" Det’ en svensker! Fra Pippi til Greta, over ABBA og Volvo, men det største er velnok IKEA. Men den satiriske møbelsaga om IKEA-skaberen lever desværre ikke op til forventningerne om spektakulære svenskere.

Det starter ellers godt med en programforside, der ligner en IKEA-samlevejledning af scenografien, skæv retro-vibe og bimlende pangfarver, samt et spøjst kulningshyl. Det blå og gule dominerer hele vejen fra det totale finanskrak - over lighed og fællesskab - til det ultimative glimmerboom, og budskabet buldrer at intet kan knække kapitalismen, og forbrugsfesten.

Ingvar Kamprad var en fantastisk iværksætter allerede som ung, hvor han solgte tændstikker med profit og  som 17-årig startede det postordrefirma, der blev til IKEA. Derfor er han forbilledet, når en samling børsfolk skal finde en løsning på lyndykkende finanskurser. Men Ingvar er død, så de udvælger deres egen Ingvar-kopi (på med paryk og briller) og fordeler resten af rollerne: forældre, venner, ansatte, rådgivere, konkurrenter (inklusiv horn og trefork) osv., så de kan udforske vejen til succes. 

"Profit er et mageløst ord.." synger de, og teksten er godt fyldt med den slags spydigheder og udmærket symbolik omkring det varemærke, som alle kender. Skrevet i 2009 af Erik Gedeon og Klas Abrahamsson med fuld pedal på folkemusikken spillet af bare to musikere på violin og (pedal)orgel - med sporadiske toner af schlager, barok, pop, ghettoblaster-rap og Brecht/Weill-kabaret. Tilsat yderligere satire i form af gudetilbedelse af Ingvar, hvis prædiken eksempelvis lyder "hvis I tror på Ikea, kan I komme til mig."

Det er anderledes musical, og det er meget svensk. Satiren er vild, men afdæmpes af den underspillede, skæve spas. Det er jo nemt at lave sjov og ballade ud af de velkendte hyr og mas med IKEA-møbler, men det bliver mere ironisk end rigtig sjovt. Her synges om umbraco-allergi, der hektiske kundeklager og fejlsamlede stole, en lænestol med matchende kjolestof, og en småflad rekonstruktion af møbeltest-reklamerne.

Men det er ikke ’Ingvar!’s mål, det er kapitalismen, som både spiddes og hyldes - især i 2.akt går det i selvsving, med både sci-fi drab og Las Vegas-fest. Som en lidt overfladisk opslagshistorie om ophavsmanden, som bliver centrum for alt fra mobberi, kritik og anklager til gudetilbedelse og glittershow. Kun i få øjeblikke i ungdomsårene mærker man mennesket bag, men efterhånden bliver drivkraften forvandlet til modus "hvem bliver ikke forført af sin egen succes?", og diskussionen om hvorvidt IKEA er demokratisk eller kapitalistisk design, kører uendeligt. 

Hele showet - i Nikolaj Tarps instruktion - er særdeles gennemført og veludført af de syv skuespillere og to musikere. Det de gør, er forrygende. For mig bliver det bare ret monotont og småtråkigt. Lidt som at lede efter papkasser på IKEA-lageret og frustreres over at skulle samle møbler derhjemme. Jeg prøver virkelig at få noget sjov ud af det, men det lykkes bare ikke. 

Ingvar er død, dræbt fordi han er kapitalist, men også dræbt af kapitalister - og kulningshylet lyder igen, for det hele starter bare forfra igen, recession og krise. Og ideen om at sælge-sælge så meget som muligt af billigst-billigst, så det snart igen-igen skal erstattes af nyt-nyt. "Tjopp Tjola Hej, Tjola Hoppsansa!"