Aladdin – The Musical

Der er ikke en finger at sætte på Frederica Teaters toptrimmede, energiske ensemble iklædt mavebluser, haremsbukser og raslende, klirrende, gyldne smykker.

Det er en stor opgave at give os det vi vil ha: 'Aladdin'. Fortællingen om den uslebne diamant – gadedrengen – der på grund af hans store fantasi, bankende hjerte og misundelsesværdige heltemod finder lykken og kærligheden på et flyvende tæppe højt over Akrabas ørken.

Store som små har vi meget præcise forventninger til aftenens forestilling, og min lille sidemand kan ikke undgå at pibe op om sommerfugle i maven. Jeg forholder mig en del mere skeptisk.

Kunsten at fremføre en så velkendt fortælling er ikke nem. For det første må man erkende (også på trods af publikums uvidende insisteren), at teater ikke er film. Historien kan og skal ikke være den samme.

Teatret og selv Operaen har sine begrænsninger. Et flyvende tæppe og et enormt tigerhoved er nogenlunde nemt at tegne. Meget sværere at iscenesætte. Teatrets forudsætninger har heldigvis dets fordele. I fællesskab indgås en aftale om, at alt kan lade sig gøre. Det flyvende tæppe kan være et bord. En hånd. En lyd. I den indforståede leg er der plads til indlevelse og store følelser.

Men når tæppet – nøjagtigt som i filmen – skal komme svævende op over balkonen og yndefuldt bære Aladdin og hans elskede væk, fokuserer man, hvor meget man end ikke prøver, på røgen og den pæl, den for guds skyld skal skjule. Og forsøger uden held at dykke ned i følelserne mellem to unge mennesker, der for første gang møder kærligheden.

Andet punkt (bare rolig, der kommer ikke flere) er heller ikke nemt. Plottet. Når man genskriver en så vellykket historie må der foreligge en motivation. En fascination af en følelse, et tema, et dilemma. Noget man gerne vil undersøge. Det ville være meget trist, hvis indkasseringen var forudsætningen for hele balladen.

'Aladdin' handler om mange ting. Klassekamp, kærlighed, venskab, oprør mod ondskaben. Aladdin og Jasmin bliver begge præsenteret som dybe mennesker med sande værdier. Jasmin er frustreret over paladsets konstante kontrol og adskillige love. Alligevel er de begge fint tilfredse med at videreføre præcist de samme traditioner, så snart Aladdin får sin sultan-turban på.

Okay, okay. Disney er nok knapt så begejstrede for en rød revolution. Dog synes deres karakterer lige lovligt utroværdige.

Når det så er sagt, bliver jeg nødt til at sætte en finger lige der, hvor det gør allermest ondt. For Aladdin dur ikke som Aladdin. Johannes Nymark fremstår for bleg og for glat og for gammel.

Kun én meter væk fra ham står Omar (Max-Emil Nissen), Aladdins trofaste ven, og er den fødte uslebne diamant. Med tatoverede arme og gadedrenge-attitude charmerer han salen. Han beholder endda sine sande værdier og traver til slut kækt ud af paladset, mens Aladdin får slebet kanterne af.

Det samme gør Genie, der trænger til en velfortjent ferie efter at have været lampeånd i flere tusind år. Heldigvis har han inden da fået min sidemand til at knække af grin. Genie er i form af Pelle Emil Hebsgaard en fuldstændig vidunderlig, fantastisk, foruroligende underholdende karakter.

Den skrigblå lampeånd er født til at stå på en scene og modtage vores velvillige klapsalver. Hans konstante skift fra brummende til hvinende til lallende til nynnende er fænomenalt præcise og løfter forestillingen til dobbelt højde. Intet over, intet under. Amerikansk showbusiness når det er bedst.

På en helt anden, men ligeså insisterende måde er Jago (Jeff Schjerlund) en formidabel menneskefugl med sin tunge rumpe og røde fjer. Hans evindelige fedten for Jafar er skøn, man genkender typen.

Understøttet af et fantastisk orkester placeret et sted ude bagved og et hold af enormt talentfulde musical-stjerner bliver vi båret gennem begge akter og forlader til sidst Operaen til fordel for en næsten arabisk sommernat. Det er svært at opspore sig en usleben diamant. Fredericia Teaters er en rimelig glatpoleret en af slagsen.