Short Term 12

’Short Term 12’ er for brillant til at blive beskrevet som andet end sin egen. Brie Larson er en hvirvelvind. En skuespillerinde så sjælden i en film så fremragende. Sammen blæste de mig ned af sædet.

Det er nu godt en måned siden, jeg satte mig i den bløde biografvelour, og siden har ’Short Term 12’ hjemsøgt mig i dagligdagens stille øjeblikke. I køen i supermarkedet får jeg en klump i halsen, når jeg tænker på karakteren Grace, der er leder af en døgninstitution for utilpassede unge – Short Term 12 – og på den måde hun angriber og ikke mindst begriber verden på. I hver en scene skælver skuespillet mellem de unge, Grace, hendes medarbejdere og hendes kæreste, som også er ansat på institutionen.

Den viljestærke Grace overrasker gang på gang med indlevelse og knastør humor. Eksempelvis åbner hun umotiveret op om sin egen belastede baggrund over for en nytilkommen, utilpasset ung på institutionen, og da man skælver allermest, leverer Grace så pludselig en morsom sceneafrunding. Uger senere må jeg stoppe op på en løbetur og grine for mig selv over scenen, da filmen endnu engang passerer mine tanker.

Det helt særlige ved Larsons præstation er, at hun ikke falder i én eneste fælde. Enhver Hollywood-film ville have skruet på både strygerkvartet og storladne følelser, men grunden til at man tuder (og det gør man ganske naturligt, selvom det da ikke ellers er noget, man lige sådan går og gør normalt) er, at ’Short Term 12’ er uendeligt enkel, smuk og virkelighedsnær.

Larson og instruktør Destin Daniel Cretton (’I Am Not a Hipster’) formår at balancere Graces kærlighed til de unge og hendes kærlighed til kæresten på en formfuldendt, gribende, morsom og ikke mindst ukarikeret måde. Det er netop dette, der gør, at man filmen igennem sidder og smiler gennem våde øjne.

’Short Term 12’ er en helt unik oplevelse. Faktisk er den alt for god til at man kan kalde den én af årets bedste film, for den er nærmere en kolossal bedrift, som beviser, at kunst sommetider er umulig at sammenligne.