I Blodet

Der er noget med mænd og ensomhed. Noget som er helt særligt for deres køn. Noget med at svinge mellem intenst venskab med drengene, for derefter at transformere sig til en lone rider og forsvinde ind i en verden af afstand og følelsesmæssig ubevægelighed. 

I Rasmus Heisterbergs debutfilm ’I Blodet’ er den unge medicinstuderende Simon viklet ind i sin egen modvillighed. En slags umoden insisteren på at være uanfægtet og vild, som han bærer som et adelsmærke. ”Ansvar er overvurderet,” siger han til en ung pige for at imponere hende med sin fandenivoldskhed og samtidig helgardere sig mod et forpligtende forhold. Filmen igennem excellerer han i den slags dobbelte besværgelser, hvor han inviterer til nærhed, men i en og samme bevægelse sørger for at holde sig fri.

Men et eller andet indhenter ham. Et eller andet sted begynder han at ligne en slags idiot. Og jo mere energi, han investerer i at genfinde det sweet spot, han netop har passeret, jo mere ødelægger han den venskabsboble, han ønsker at fastholde.

Unge mænds dannelsesrejse er klassisk stof. Den unge mand skal bevæge sig ud i verden, få nogle knubs, for til sidst at vende tilbage til folden – mange erfaringer rigere. Klogere. ’I Blodet’ er en intens lille dannelsesrejse i løbet af en enkelt sommer i København – og på den måde er Simons følelsesmæssige rejse meget komprimeret. Men filmen hænger alligevel sammen. Perlerækken af fuck-ups giver en intens oplevelse af akkumuleret stress og ensomhed, som, om ikke forløses, så dog omdirigeres.

’I Blodet’ bærer præg af Heisterbergs store talent for at ramme et udsnit af virkeligheden, der klinger sandt og troværdigt. Der er ingen kunstigt lydende replikker med forfejlet slang. Ingen unaturlig insisteren på konstant fremdrift og motiv. Det handler ikke om handling. Det handler om… mænds følelser. Sgu.

Filmens unge cast er upolerede og nærværende, først og fremmest Kristoffer Bech og Elliott Crosset Hove som Simon og Knud. Handlingen bæres for en gangs skyld ikke frem af umenneskeligt pres fra omgivelserne, uforstående forældre eller kærlighed. Den kommer indefra. Den er jo nok i blodet, og ganske svær at tæmme. Og tilbage står da også spørgsmålet om, hvorvidt det skal tæmmes. Skal den unge mand tilbage i folden? Hvad skal han der – som 22-årig? For ansvar er jo overvurderet, det er ungdom til gengæld ikke.