Room

Der var engang et Rum. Med låst Dør og Vindue til himmeluniverset. Engang var Rum hele verden, nu er det meget mindre, og dørene er åbne.

Symbolikken er naiv og enkel, for synsvinklen er Jacks. En glad og fantasifuld 5-årig, hvis hele virkelighed er Rum, hvorfra en tryg hverdag udfolder sig med Skab, Bord, Badekar, Komfur og de historier Jack og Mor er så gode til at digte. Indtil den dag Mor fortæller den rigtige historie om hvorfor de er i Rum – lukket inde – og hun udtænker en plan for at Jack skal flygte.

Kun i få sekunder tænker man på Fritzl-sagen – selvom Emma Donoghue har udtalt at ideen til hendes kritikerroste roman kom deraf – for ’Room’ har en helt anderledes tilgang via Jacks fortælling. Der er stadig lagt op til tåreperser, og der er rørende scener mellem mor og søn, som afspejler realiteter med substans. Men Lenny Abrahamson vakler i sin instruktion, når han lader kameraet følge moren i stedet, og dermed bryder bogens genialitet.

Man forstår fascinationen af Brie Larson, der vandt Oscar – og utallige andre priser – for sin moderrolle, men som Larson har udtalt ved hver en lejlighed, så er det samspillet med Jacob Tremblay, der gør underværket. Tremblay er helt exceptionel, og indimellem får man fornemmelsen af at han forstår mere end han giver udtryk for. Hans glæde over fri fantasi, frygten for andre mennesker, samt det at være både utryg og nysgerrig overfor alt det nye.

Jacks synsvinkel skaber filmens mest medrivende scener, men når Abrahamson vakler mellem naivitet og forståelse taber filmen psykologisk dybde. Eksempelvis overfor mormors (Joan Allen) sirlighed og især morfars (William H. Macy) mugne reaktioner. Til gengæld er det med til at underbygge den yderst interessante kontrast i hvad Jack synes er trygt, normalt og betydeligt – og hvad vi forestiller os.

’Room’ består af to meget forskellige dele. Første er som et fysisk fangenskab, det andet som et psykisk. Men psykologien ovenpå traumet halter efter, for kort efter mor og søn er kommet ud af Rum, mister de den tætte tilknytning. Som navlestrengen, der kappes. Mor sover hele tiden, og Jack er bare tavs. 

Midlerne til opløsning er ret trivielle for Jack: tegning med psykolog og en pjusket hund; og ret pseudo-vrangt for mor: et tv-interview. Så fungerer Jacks historiefortælling bedre, men den er for introvert i sidste del af filmen, og de få godbidder gør det svært helt at danne sig et billede af Jacks følelser.

Heldigvis er slutningen ret effektiv, og selvom den er forudset og synes en smule let, er det så rørende smukt at man overgiver sig. For først nu er dørene reelt åbne – for den nye virkelighed, det virkelige liv.