Paper Towns

Hvad får man, når man går ind og ser ’Paper Towns’? Sådan cirka 50 procent coming of age-fortælling, 40 procent road trip og 10 procent weirdness. Og det, mine damer og herrer, er en ganske fortræffelig kombination.

Quentin (Nate Wolff) er 17 år, intelligent og lettere nørdet, og lige ved at være færdig på gymnasiet. Han har været hemmeligt forelsket i sin spontane, sexede og mystiske nabo Margo (Cara Delevingne) siden de var ni år, og et par uger før skolens afslutningsfest lokker hun ham med på en mission. Hvorefter hun forsvinder. Dog ikke helt sporløst, for hun efterlader små ledetråde til Quentin om, hvor hun er og så er det ellers på med Sherlock Holmes-hatten og ud på en længere køretur for at finde hende.

’Paper Towns’ starter stille og roligt. Faktisk kunne man forledes til at tro, at det bare er endnu en af de skabelonagtige ungdomsfilm om at blive voksen, som amerikanerne er så gode til at lave. Men hurtigt forlades skabelonen, der skiftes gear og så bevæger den sig ellers fra diverse opfindsomme hævnaktioner mod folk, der – selvfølgelig – har fortjent at få en røvfuld, indtil der går ’Gone Girl’ i den. Men med 117 procent mindre uhygge. Faktisk bliver det startskuddet til Quentin og vennernes sidste fælles eventyr, før de skilles for at tage på universitetet i forskellige dele af landet.

Der er tilsat et solidt skud humor, som gør den i forvejen velfortalte historie endnu bedre, men det er især weirdnessen, der hæver filmen langt over gennemsnittet. Hvem vil for eksempel ikke elske at se den største samling af sorte julemænd (som naturligvis står fremme året rundt)? Og hvorfor ikke lytte til den værste muzak-Kenny G-version af Chris De Burghs ’Lady In Red’ nogensinde? I øvrigt som yderst effektiv underlægningsmusik til hvad der kunne have været en kvalmende romantisk scene.

Og apropos weirdness, så er det ganske befriende endelig at støde ind i en model, der rent faktisk kan spille skuespil. Cara Delevingnes Margo sidder lige i skabet, ligesom resten af castet af overvejende nye talenter rammer tonen perfekt.

De bedste film bringer tilskueren ind i et univers og sammen med nogle mennesker, som man meget nødig vil forlade igen. ’Paper Towns’ er sådan en film.