Sarah

Der er noget forunderligt ved at overvære Ghita Nørbys sidste teateroptræden. Det er enden på en æra, når hele Danmarks diva takker af, og det ville være dybt vemodigt, hvis ikke hun endnu en gang formåede at blæse publikum fuldstændig bagover. Ikke hæsblæsende og voldsomt, men snarere ved at udfolde sit overlegne talent trin for trin i adstadigt tempo.

’Sarah’ er den perfekte svanesang for den store skuespillerinde. John Murrells stykke handler trods alt om den sidste tid i en anden stor skuespillerindes liv, den navnkundige Sarah Bernhardt. Gammel og syg, men stadig fuld af liv, intelligens og humor, ser Sarah Bernhardt tilbage på sin lange, glorværdige karriere i rampelyset. 

Sigende nok finder handlingen sted i det sidste år af hendes liv, hvor hun mindes sine 60 år ved scenen – mens Ghita Nørby netop i år fejrer sit 60 års jubilæum som skuespiller, og ’Sarah’ er hendes sidste forestilling. Liv og kunst griber således ind i hinanden, og metaniveauet får en tand ekstra gennem det faktum, at Sarah Bernhardt også har optrådt på Folketeatret – helt tilbage i 1902, hvor hun spillede Hamlet. 

Man kan sikkert finde en masse ligheder mellem den legendariske franske diva og vores moderne, nordiske diva. Det er bare ikke særlig væsentligt, når man først har set ’Sarah’. Forestillingen er nemlig kammerspil, når det er bedst. 

Ghita Nørby deler rampelyset med Preben Kristensen, der spiller Bernhardts kammertjener, Georges Pitou. Det er et strålende match. Sjældent har jeg set to skuespillere, der i dén grad klæder hinanden, spiller op til og supplerer hinanden på strålende vis. Preben Kristensen er den medspiller, som Ghita Nørby har fortjent. 

Hver gang hun folder sig ud, vrissende, tørt sarkastisk, melankolsk eller sårbar, kan han følge med. Det er ikke alle, der har den evne, for Ghita Nørby er virkelig for viderekomne. Hvor mange yngre, danske skuespillere har en uheldig tendens til at lade de store armbevægelser frem for de små detaljer fylde i deres præstationer, har både Ghita Nørby og Preben Kristensen fuldstændig styr på deres virkemidler. De ved begge, hvordan man fortryller publikum blot ved hjælp af en håndbevægelse eller et skift i tonelejet. 

Især hen mod slutningen, hvor det morsomme mundhuggeri mellem den stædige, gamle diva og hendes næsten lige så stædige, aldrende kammertjener langsomt viger for en lavmælt inderlighed. Det er en tour de force i skuespilkunst, når det er bedst. 

Selvom afskedens time er vemodig, er den ikke trist, for ’Sarah’ er frem for alt en fejring af skuespilkunsten og en livsbekræftende skildring af et helt særligt menneske. En værdig afslutning for vores allesammens Ghita.