Romeo vs Julie

Shakespeare, squash og skrighalse. En særdeles spøjs kombi for den klassiske Romeo og Julie-romance, der nu turnerer som teaterkoncert. Med en talentmasse, der er både kanon, kitsch og kiks.

Sådan er det nemlig med 1980erne: Vi elsker dem, men der er også ustyrlig dårlig smag forbundet med dette årti, hvor poprocken for alvor hittede. Så når Romeo og Julie tager springet fra renæssancelyrik til rockballede, må det naturligvis give nogle skrammer.

Det er en svær balance mellem hyldest og parodi, når man vælger et repertoire, der går fra geniale Pink Floyd over poppet Wham og glamråt Poison til ligegyldige Starship. Sidstnævntes ’Nothing’s Gonna Stop Us Now’ er virkelig svær at sluge, og slår med idioti fast, hvor speget det kan være at flikke 80er-hits ind i verdens største kærlighedstragedie.

Heldigvis overraskes man også af opfindsomhed og kitsch. Princes ’Let's Go Crazy’ som bryllupsceremoni med lilla! (tempelridder)kapper overrumpler totalt; og Whams ’I’m Your Man’ er nærmest burlesk. I fuld respekt for originaliteten bliver Pink Floyds ’Comfortably Numb’ både skræmmende og rørende; og Talk Talks lidt sære ’It's My Life’ får ny mening i Julies rå selvmordstolkning.

Ganske godt matchet er også den berømmede balkonscene med Foreigners ’I Want to Know What Love Is’, og duetten er det eneste Ashok Pramaniks Romeo klarer sig rimeligt igennem. Helt grelt er det i slutningen, da han pivagtigt totalsmadrer Bon Jovis ’Always’, og dræber al Shakespeare-romantik. Derimod er Anne Mette Roest Sørensen en skøn 80er-Julie, og hendes stemme imponerer med drama og kraft. Ligeså Christoffer Brodersen som Prins Paris, der trods en lidt vag skurkerolle konstant stjæler spotlightet. Eksempelvis med Queens ’The Show Must Go On.’

Bare synd den del af showet handler om en squashturnering. Den burde jo forstærke rivaliseringen mellem ærkefjenderne Capulet og Montague, men det virker noget fjollet at de svinger rundt med pjaltede ketsjere, især til Michael Jacksons ’Black or White’. Koreografien kunne bestemt være mere varieret, men bandet har styr på tråden og rocker igennem.

Kostumer og styling rammer plet i 80er-ånden af læder, lak, blonder og flæser. Net- og trevlebluser, militærinspirerede bukser og billige ruskindsveste (uden frynser, desværre). Højt, heftigt hår og hidsig make up, der giver ekstra power. Eneste minus er skægget, det var altså ret yt dengang!

’Romeo vs Julie’ er en ægte 80er-renæssance, proppet med dårlig smag, men masser af kærlighed til rocklyrikken. 1980erne var på mange måder skrighalsenes årti, og det understøtter denne teaterkoncert med sine seje vokalarrangementer. Alligevel virker en del af sangrepertoiret lidt for poppet, og man savner nogle 80er-ikoner i den tungere ende af rocken. For at give mere kant til den klassiske kærlighedstragedie, der især mangler et ordentligt brag af en slutsalut.