Røde Orm

”Det giver overhovedet ingen mening,” siger den fjollede festkonge midt i al ramasjangen for at få krigslyst, kærlighedsakt og kristendom til at gå op i en højere enhed. Og det er på alle måder mere højt end det er dybt, når effektshowet ’Røde Orm’ buldrer gennem Ulvedalene.

Forvent ikke historieoplysning om vikingerne og kristningen af Danmark, for dette er kun et lille potpourri af svenske Frans G. Bengtssons populære fortællinger om Røde Orm. Og det er familieteater med tryk på folkekomedie og -action i vanlig friluftsstil. 

Der lægges levende og spøjst ud med en gyngende galej af skeletslanger, som Røde Orm (Andreas Jebro) og hans heftige vikingeslæng ruller ind i et roligt, blåt paraplyhav, for snart at kaste en ulydig starut overbord. Magtkampen fortsætter ved Harald Blåtands (Lars Lohmann) hof, hvor mjøden sprøjter i både bedeseancer og tvekampe, indtil Røde opnår alliance med krigshøvdingen Thorkil Høje (Kasper Leisner) og får seksuel healing af kongedatteren Ylva (Christine Gjerulff). 

Et vikingehalløj man har svært ved at tage alvorligt, ikke mindst fordi Maria Gyllenhoffs kostumering er gået amok i utallige dyretrends som koskind, pigge, fjer, puddelpels, fiskeskæl, gevir, hestehår, horn. Og så alligevel ligner et sært mix af eventyr, goth og science fiction. 

Festen kører også ved det engelske hof, hvor gearet er noget mere tøset. Her er sølv, frynser og glimmer, samt dansepiger der synes inspireret af Sias pagehår og outfit (en noget sær reference til ’Chandelier’) og en højhellig ærkebiskop (Joen Højerslev) med yderst skingert uforståelige råd og regler. 

Scenografien af Eilev Skinnarmo er også slået stort op, med svingende effekt. Grundscenen, det kæmpemæssige mørke skibsskrog, virker tung og statisk selvom man propper den med alskens ballade. Men allermest ærgerligt er det at den 14 meter høje og 30 meter brede scenedekoration skærmer for den bakketop, der har skabt flotte action-baggrunde i tidligere forestillinger. Nu må man nøjes med sporadiske glimt i det fjerne og lidt hesteridt foran scenen – og et par mega-krager på taget. Det er for uinspireret, når nu den smukke natur indbyder til udvidede teateroplevelser. 

Dramatiker Henrik Szklany og instruktør Frede Gulbrandsen kværner gennem tid og kultur med en grovkornet tegneseriestil, og er ikke blege for at referere alt fra Shakespeare, nordisk mytologi, Brødrene Grimm og H.C. Andersen til ’Star Wars’ og ’Game of Thrones’. Men ikke holder sjældent vand i denne fjottede røverhistorie.

At kæmpe for sit værd er det bedste budskab, man kan tage med herfra. Og måske en omgang mandehørm af et fællesskab, der altid kan resultere i nogle gode grin. Længere ude er præmissen om at Røde Orm er en forgangsmand, et bindeled mellem fortid og fremtid, fordi han indgår kompromiser, der giver balance og mening i flere forhold, individets som fællesskabets. For selvom der er rappe tunger virker de ikke på den skarpsindige eller reflekterende front, men nærmere som hovsa-handlinger for at få opfyldt andre behov. 

Det er en svær opgave at skabe alvorlige, inderlige øjeblikke i det store friluftsrum, men det er gjort før, så der bør arbejdes på at gøre det store udstyrstykke mere varieret. Skabelonen er blevet for genkendelig, og nærmer sig det kedelige.

Der skal helst være en mening med galskaben, men tilsidst er alle ligeglade – med krigsofre, nye gudeligheder og magtkaos – for så køres alle effekter bare af: fakkelshow, dansehop, drageild, ravnerock, hesteridt og galejer i et festboom af rabalder og ramasjang. 

Men det er måske blevet definitionen af friluftsteater? ’Røde Orm’ havde urpremiere på Moesgaard Museum under Kulturby Århus sidste sommer, og Det Kongelige Teater har efterfølgende indgået en aftale om de næste seks år på skift at præsentere friluftsforestillinger. Forhåbentlig gør de sig fremover lidt mere umage med at tilpasse showet til omgivelserne. Og ikke mindst handlingen.