Robin Hood

Der er grænser for retfærdigheden, når Det Kongelige Teater omdanner Ulvedalene til Sherwoodskoven og udfolder den ultimative drengedrøm om Robin Hood. Men også herligt adventure-teater med imponerende hesteaction og vellykket kampkoreografi.

Det er en udsøgt fornøjelse at opleve den skønne danske bøgeskov i så dramatisk skær. En robust trækonstruktion med skjulte døre samt hejse- og sænkeværk udgør kernen i Kim Witzels skovdekoration af telte, tårn og træstammer. Dertil den forstærkede lydside af susende pile, dundrende hestehove, klirrende sværd og et vidunderligt Elverhøjkor.

Den visuelle magi topper efter pausen, hvor mørket har sænket sig og skaber den smukkeste baggrund for teaterlys og -røg, som toner heste og folk frem mod det endegyldige kampslag.

Helt unikke er kampscenerne til hest (med stuntheste fra Ridley Scotts ’Robin Hood’-film ), men også andre optrin når jublende højder. For pludselig suser Robin og hans folk gennem luften via en svævebane, ligesom tyvekoster vifter forbi over vores hoveder. Man drømmer om flere svævescener og desuden bedre udnyttelse af den nylagte å, der kun giver få plask trods 80 meter vandpyt.

Så mægtig en manege kræver store armbevægelser, og dramatiker Jokum Rhode har erfaring fra de to forrige forestillinger i Ulvedalene, ’Thor’ og ’Ivanhoe’, men han går for vidt i sine referencerammer. Fra filmens verden trampes rundt i alt fra animation til Dirty Harry, og mere helligbrøde findes i de flagrende udlægninger af trosretning, kønsroller og landsstyre. Særligt den afsluttende Løvehjerte-tale med hints til nutidens skattehejs er malplaceret. Og helt på sidespor er banjo-Alan, der dumper tempoet flere gange.

Ellers er persongalleriet skønt og vitalt – især Mikael Birkkjær som tjavset Robin Hood, Cecilie Stenspil som hyper Lady Marian samt Ole Lemmeke udstyret med stritører, højt hår, bling-bling og eminente t-lyde som sheriffen af Nottingham. Den overdrevne humor fungerer fint, og det meste kunne sagtens være leveret i tråd med den klassiske historie om retfærdighedskæmperen, som alle kender og elsker.

Men 'Robin Hood' er blevet mere drengerøv end nogensinde. Selvrealisationen kommer først. Han kommer nok ikke ud af skoven for at tjene folket igen – for han har fundet sig selv og kærligheden. Desværre, for vi har stadig brug for retfærdighedskæmpere, eller i det mindste drømmen om dem. Og selvom Løvehjerte lige har sagt, at der ingen grænser er for retfærdigheden, så har han lige bevist det modsatte.