Bang & Betty

”Karikaturerne har været for mange og for gode,” sagde Herman Bang om sit liv i offentlighedens søgelys. Udtalelsen sprutter af satire, med både humor og hån. Men også erkendelse af de grænser, der er udtrådt mellem det kunstneriske og det private.

Ligeså dybsindigt, sarkastisk og kærligt har dramatiker Jakob Weis skabt en fortrinlig hyldest til Bang i 100-året for hans død. Med den optimale nutidsspejling i medielandskabet og i tesen om hvordan vi selv skaber vores lykke – og ulykke.

Som kulturformidler, livsnyder, kunstelsker, iscenesætter og ikke mindst homoseksuel var Bang på mange måder et oplagt offer for pressen. Bangs provokation, fremsynethed og store ego gjorde ham til outsider i jante-Danmark, og i teaterkvinden over dem alle, Betty Nansen fandt han en sjælefrænde.

Fra første replikskifte forstår man det særlige bånd mellem Bang og Betty (Cecilie Stenspil). Den dramatiske patos, der på et splitsekund vendes til sarkasme eller et fjantet latterudbrud. Deres fælles passion, den kunstneriske stræben, bringer dem sammen på Folketeatrets scene anno 1898, hvor Bang skal instruere Betty til titelrollen i Strindbergs skandalestykke ’Frøken Julie’.

Men gensynet forstyrres af Bangs andre laster: Absint og begær. I centrum er skuespilleren Fritz Boesen (Casper Crump), hvis talent er overvejende flot og flirtende. Betty er ikke imponeret, men en uventet gæst får virkelig noget at skrive om.

Gæsten er den puritanske forfatterspire Johannes V. Jensen (Laus Høybye), der provokeres voldsomt af Bang og hans mise-en-scene. Det opildner bare Bang til mere selviscenesættelse af sin seksualitet og dekadente livsstil i førende kulturbyer som Paris og Berlin. Uden tanke på den skade en kommende dagbladskronik kan gøre.

Ordene fyger som vellysten vestenvind gennem de bangske scenarier, og Weis’ sprudlende nutidsdialog leverer talrige billedtableauer. Ordene styrer! I gejst og spot, i vid og bid. Kun slutningen kunne være bedre, her savner man en stærkere afrunding af konflikten mellem Bang og Jensen. Det forekommer en smule banalt ovenpå det sydende oplæg.

Instruktør Christoffer Berdal har fundet den perfekte Herman Bang i Ole Lemmeke, der brillerer med en unik sanselighed. Lemmeke viser Bang som både stjerne og stand-in i sit eget liv – for selvom Bang ikke blev den store skuespiller, han drømte om, spillede han rollen som sig selv til fuldkommenhed. Det bør så absolut udløse en Reumert-nominering.

”Elsket af få, beundret af mange,” lyder en af ’Bang og Betty’s mediebevidste replikker. Det gælder for Bang såvel som Betty og Jensen. Her er det sidstnævnte, der bliver en karikatur. For således har samfundet udviklet sig. Med større respekt for eksperimenterende kunst, bred accept af homoseksuelle og betydelig værdsættelse af kvindeambitioner. Eller har det?