Psykosia

Praktik versus forskning. Det stilles ofte op som modpoler, men egentlig er de ret afhængige af hinanden – praktik er oftest udforskning, der leder til forskningsresultater, som igen skal bekræftes/bearbejdes via mere praktik – når det gælder terapi. Når man studerer psykoanalyse, bruger man ofte sig selv og sine relationer til at spejle og forstå nogle teorier. Og det kan gå galt, især hvis man har ubevidste traumer.

Med klinisk præcision starter det også sådan i ’Psykosia’, hvor overlæge Klein (Trine Dyrholm) tager imod selvmordsforskeren Viktoria (Lisa Carlehed), der skal forsøge at hjælpe den unge kvinde, Jenny (Victoria Carmen Sonne). Ganske perplekst fastslår Klein at Viktoria ingen praktisk erfaring har, og spørger om hun har hang til drama. 

De fleste psykologiske svar skal findes i filmens æstetik, for selve handlingen er ret tynd, og de mystificerende lag i dialog og karakterer hæmmer den psykologiske medleven. Snart er det åbenlyst at Viktoria har egne erfaringer, hun ikke har styr på, men den videre udredning har nogle brister som påvirker troværdigheden i den visuelle fremstilling af traumerne.

Den spillefilmdebuterende Marie Grahtø ved hvordan det føles, for hun har selv været igennem et psykiatrisk hospitalsforløb i sin ungdom. ’Psykosia’ er hendes vision af psykotisk realisme, som hun kalder den tilstand man oplever sig selv i, når ens sind kæmper med balancen mellem det man gerne vil være og det man drives til at være, grundet følelsesmæssige traumer.

Her beskrevet med en tese om den energi mennesket består af, fordelt i to kredsløb: Idealets og begærets, i clinch med hinanden. Det fremføres både arty og artigt, selvom det nok nærmere er meningen at de lesbiske flirts skal provokere, når filmen konkluderer med blod og uhellig treenighed.

Grahtøs styrke er det visuelle, selvom det ofte føles for klinisk med både stilisering og sterilisering. De spektakulære blodscener er flotte og dragende i sin seksualitet, men den stærke kvindelige energi romantiserer også sårbarhed og det skrøbelige i at fokusere på sig selv. Psykose som kunstværk er en underlig term, men sådan virker ambitionen i den akademiske analyseren, den religiøse stolthed, og særligt den kølige oversmukkesering. 

Man kan roligt tage titlen helt seriøst, for der sværmes mere i patienttilstande og -fantaseren end nogen tilnærmelser til forståelsen af selvmord og dødsdrift. Der er virkelig ikke meget liv i dette kølige kammerspil, hvor karakterernes interaktion ofte virker opstyltet og/eller uvirkeligt.

’Psykosia’ skrider også i analysen omkring forskning og praktik, for udforskningen af de personlige og professionelle grænser går desværre til i kirkesang og troskyldighed. Og mest af alt runger en alt for neutral følelse i forhold til de stærke og vigtige emner.