Libertad

Passion så sofistikeret og smukt. Det kan den spansk-danske danser Selene Muñoz til perfektion. Også når det handler om frihed – og hendes fabelagtige flamenco tones ned i samspil med to andre dansearter.

Med fællestræk fra oprindelsen i gadedans forenes den temperamentsfulde flamenco med de glidende moderne moves af Alexandre Bourdat og den kunstmarkerede electric boogie af Benjamin Skop. På tværs af kulturer og traditioner afsøger deres bevægelser frihedsappellen – i egen sfære og i fællesskabet.

De har hver deres definerende og limiterende udfoldelsesrum, som de gradvist udvider og bryder ud af: Muñoz indhyllet i en fascinerende, stivnet-i-folderne-kreation med krave, kjole og skørt af tøjdesigner Charlotte Østergaard; Bourdat indskrænket af en lyskegle-firkant; og Skop som troldbundet af en glødepære. Selv når de har sluppet deres vante fiksering, kommer friheden ikke af sig selv eller med det samme. Der må udforskes med små step og forsigtige fagter, før de kan føle sig helt frie.

I balancen mellem kontrol og frihed sitrer ikke kun ben og fødder, arme og hænder hvirvler mindst ligeså affettuoso. Muñoz i særklasse, hendes fingre så rytmiske og signifikante som ethvert instrument med takt og tempo. Symbiosen af krop og instrument er stilfuld, men også legende. Som når en af to kontrabasser kommer kravlende ind, eller ligevægten i Muñoz’ flirt med bassen og bassisten, samt den afsluttende sekvens, hvor instrumenterne vugger med i dansen.

Det er i dette raffinerede samspil, at styrken ligger. Der hvor det bliver mest intenst og medrivende. Men de individuelle danse er fundamentale for hele ideen om at opnå den personlige frihed. ’Libertad’ er ikke bare et frihedsråb for oprørets skyld, men en identitetsfortælling først og fremmest. For før man kan slippe løs, må man kende sig selv og sine begrænsninger. Derfra kan man bryde ud og hengive sig til friheden i at være den, man er – og dele frigørelsen med andre.

Da jeg for et par år siden første gang oplevede Selene Muñoz – i hendes dirrende vidunderlige flæsebukser – var jeg øjeblikkeligt åndeløst betaget. Af den passion, den rytme og den styrke hun udstrålede – helt aldeles magisk! Det savner jeg lidt her men ved også, at det er en del af tesen, som Muñoz har sat sig for: At vise nye sider af flamenco – ikke mindst i clinch med andre stilarter. Det gør hun helstøbt og stilrent her. Fuld af integritet og med udsøgt nerve bevæger ’Libertad’ sig fra fastlåst til frigjort – med selvstændigheden intakt.