Selene Muñoz og spansk ensemble

Sad man dog bare og hang på en lille, lokal vinbar under den spanske sol og fik berusende musik og fyrig flamenco serveret som varmeimpulser overalt i kroppen. Men heldigvis er det næsten lige så autentisk når Selene Muñoz samler sine spanske musikere og gi’r den alt hvad passion og temperament kan trække i et scandicoolt miljø.

For der er langt fra den klassiske, kølige koncertsal på Louisiana i Humlebæk til de andalusiske varme- og breddegrader, hvor flamencoen har sin oprindelse. Men Selene & co. får hurtigt fyret op under publikum og tiden flyver afsted som når man er på opdagelse i et andet land og ikke vil slippe følelsen af nye stimuli.

Guitarist Jesule Losada åbner smukt og følsomt med en egenkomposition, der ender i en Albéniz-fortolkning; og derefter fyldes rummet af den ene vidunderlige musikalitet efter den anden. De tre musikere, to sangere og Selene kommer rundt i genrerne, både de traditionelle og de mere moderne tolket mellem finfølelse og temperament.

Traditionel er vuggevisen og tangoen, imens rumbaen i Losadas komposition virkelig giver los på sigøjner-mixet, så hvert instrument træder frem, næsten som egenartede melodisoloer sideløbende. Lidt atypisk er pianoet (Pablo Rubén Maldonado), hvis ret klassiske lyd oftest gør tempoet mere glidende og douce. Det forstyrrer lidt i den ellers dybt fascinerende version af flamencoens moderstilart soleá por bulerías. 

De to sangere, María Berasarte og Roberto Lorente, er virkelig karismatiske og indlevende, og selvom det er Roberto, der er flamencomesteren her, så er det María, der overrasker med variationer og vivacitet. Hendes inderlige fortolkning af Arianna Savalls ’La Musica Callada’, og ligeledes af Björks ’So Broken’. Sidstnævnte i nærkontakt med pianostrengene, som giver introen ekstra klang, og senere med Selene, efter hendes sensuelle sammensmeltning med pianist og tangenter. Til gengæld har Roberto aftenens måske bedste sangreplik: ”Man kan tæmme en vild hest, hvis man er en god rytter, men man kan ikke tæmme en skør kvinde.”

Aftenens stjerne er naturligvis Selene Muñoz, der igen imponerer med nerve og vitalitet i hver en bevægelse samt sublim kropskontrol, fra sprøde palmas til passionerede pasos. Med fem forskellige By Luna-kostumer – domineret af velour og efterårsfarver, peppet op med flamencoens røde signatur – svinger hun de karakteristiske storflæser og silkefrynser, så ingen kan være i tvivl om det storladne i flamencoen.

Rytmen går lige i kroppen, og samspillet mellem performerne er livsbekræftende skønt. Helt unikt er kemien atter mellem Selene og hendes samarbejdspartner gennem syv år, den svenske percussionist og komponist Stephan Jarl. Deres dynamik og timing rammer hjerte som hjerne i følelsesudbrud, der rummer hele registret. ’Toma 5’ er deres nyeste leg med tromme, hænder og krop, og selvom den minder om de forudgående, bliver man aldrig træt af den forrygende leg.

At følge spansk-danske Selene Muñoz og hendes crossover-rejse, får mig i denne sammenhæng til at associere de oprindelige café cantantes, hvor talenter mødtes og udviklede flamencoen samt eksperimenterede med fusion af stilarter. Det er præcis det, Selene excellerer i, og jeg elsker hendes entusiasme for at introducere nye talenter, nye fusioner og nye koncepter. For hvert trommeslag, strengriff, fingerknips og fodtrit slår hjertet raskere og spillevende. Tak, Selene, vi glæder os som altid til næste sanseoplevelse!