Personal Shopper

At ville være en anden. Et spændende alternativ, de fleste drømmer om i perioder af deres liv. For sjov eller alvor. I lyst eller frygt. Især det sidste dilemma er interessant og veldrejet i Olivier Assayas’ spirituelle thrillerdrama ’Personal Shopper’.

Der er gys i krogene, som den mystiske startscene i et halvtomt hus antyder, men ikke på helt så konventionel vis. Både i åndernes verden og i hovedkarakterens henseende synes der at herske dybere identitetskonflikter, hvis psykologiske spind er filmens stærkeste thriller-kerne.

Den identitetskrise, der ofte rammer gennem sorgen efter tabet af en nærtstående, har særligt spirituel karakter for Maureen, da det er hendes tvillingebror, der er død. Af samme hjertefejl, som hun har. Og med et fælles talent som medium og et gensidigt løfte om at give tegn fra den anden side. Men der er flere gejster i periferien, og det er svært for Maureen at kende forskel på gode og onde.

Med sin underspillede mystik er Kristen Stewart særdeles betagende som den mådeholdne Maureen, der nærmest synes at eksistere for andre mere end sig selv. Hendes job som personlig shopper er en effektiv spejling af hendes personlighed. Dobbeltheden i at have et fantastisk job, som hun ikke føler sig tilpas i, men alligevel fascineres ved og provokeres af. 

Det er ikke bare tøj, hun shopper. For tøj er også identitetsskabende, og når hun iklæder sig de dyre rober ændres hendes udtryk, fysisk som psykisk. Særligt i to scener bliver det yderst sanseligt, og åndeligheden smyger sig uhyggeligt omkring bevidsthedsudvidelsen.

I dette psykologiske spil mellem lyst og frygt er filmen en virtuos affære fuld af vid. Mere anstrengt bliver det, når Assayas forsøger at intellektualisere gyset med referencer til spiritualistiske kunstnere som Hilma af Klint og Victor Hugo, samt forestillingen om ektoplasma-elementerne som kunst-manifestationer. Det kunne være lykkedes med større intertekstualitet, men det hænger på ingen måde sammen med de mandlige karakterklicheer og et splattermord.

Ellers fungerer den puslespilsagtige shopping-psykologi fint sammen med den distancerende mobil/pc-kontakt, der via sociale medier kan skabe vores verden helt uden vi er i fysisk kontakt. Mon filmen vil signalere en ny form for spiritualitet?? Mobilscenerne er i hvert fald dybt foruroligende!

’Personal Shopper’ er et vellykket karakterstudie i identitetssøgen tilsat sorgspiritualitet, og mestendels er spiritualiteten troværdig og nervepirrende. Den sidste åbenbaring er måske ikke overraskende – men den holder, og sætter identitetsspørgsmålet på plads. Forhåbentlig følger gejsten med. Uhhhh, tankevækkende.