A Perfect Day

Krig eller ej, så kan det være svært at udføre sine humanitære opgaver som hjælpearbejder i Balkan-regionen anno 1995. En perfekt dag har meget lave kriterier. Såsom at det ikke regner, når 800 latriner kokser. Eller at man kan opstøve et solidt reb, når et korpulent lig forpester en brønd.

Det fede åbningsshot fra brønden dingler igennem filmen som en reminder om det tunge læs, der er hjælpegruppens dilemma på de mange afveje for at finde reb. Lokalbefolkningen er både afvisende og truende, og selv efterladte reb har uhyrligheder bundet for enden. Og der er heller ikke meget støtte hos FN, hvor en officer (Morten Suurballe) beordrer dem at lade de døde være, for krigen er slut.

Grotesk med absurd på er stemningen, som instruktør Fernando León de Aranoa fremkalder ud af de modsatrettede udtryk fra lokalbefolkningen: De er aggressive overfor udlændinge, men også kendt for at være ressourcestærk i humor. Ganske spændstigt illustreret i en sekvens ved en vejafspærring, hvor tolken Damir (Fedja Stukan) kommer i klemme – humoristisk som foruroligende.

Det er også her, at det for alvor går op for hjælpearbejderne at deres mission er født til at fejle. For selvom FN har deklareret krigen slut og alt nu er fredshandlinger, så har de lokale deres egen opfattelse, og de hejser stadig krigsflag og tager fanger – begge med reb. Og ligesom de ikke kan eller vil gøre forskel på FN-militær og NGO-hjælpere, er det også svært for udenforstående at skelne mellem fjender og udsatte i Balkan-krisen.

De groteske faktorer kan ikke undgå at påvirke NGO’erne, og som i sine tidligere film har Aranoa sit fokus på de menneskelige og sociale forhold. Gruppen viser fire sider af de mere eller mindre heroiske hjælpere: Den ihærdige og pålidelige Mambrú (Benicio Del Toro) kører et sært parløb med den kyniske adrenalin-junkie B (Tim Robbins), der får naivt modspil af den idealistiske rekrut Sophie (Mélanie Thierry) og ekstra pedantisk pres af FN-evaluatoren Katya (Olga Kurylenko), der surmuler over en tidligere affære med Mambrú.

Samtidig mærker man den grundlæggende autenticitet, der er baseret i romanen ’Dejarse Llover’ (Lad det regne) af Paula Farias, tidligere læge og leder for Læger uden Grænser i Spanien. Deriblandt de inspirerede møder med døde køer på vejene; den seje bedstemor der styrer udenom miner; og især den unge dreng Nikola, hvis sønderbombede fødeby skærer i hjertet, så man tænker at Aranoa alligevel har mere styr på det tragiske end det humoristiske.

For indimellem mister dialogen troværdighed, og den punk-heftige musik lammer mere end den underbygger frustrationen, som sidder i disse godhjertede mennesker. Som man egentlig ikke kommer til at kende så indgående som filmen gerne vil. ’A Perfect Day’ er en balancegang mellem det dybtfølte og satiren, der skaber distance – og filmen ender på en svidende ironisk note om ”en perfekt dag” og flyder ovenpå. Bogstaveligt. Absurdsjovt, men stadig uløst.