Drømmemanden

Her er en begavet og veloplagt tysk romantisk komedie med science fiction elementer og noget på hjerte. Ikke lige en kombination, der ses hver eller hver anden dag, men en rigtig vellykket en af slagsen. 

Alma (Maren Eggert) er i slut-30´erne, barnløs og fornyligt single, men med en succesfuld karriere og et vigtigt forskningsprojekt, som hun prioriterer over privatliv og kærlighed. Modvilligt indvilliger hun i at deltage i et eksperiment, hvor hun skal bo sammen med en robot i tre uger. En robot, der er skræddersyet til hende ud fra hendes forventninger om den perfekte kæreste - det vil sige den drømmemand, der hentydes til i filmens titel. Han hedder Tom (Dan Stevens) og ligner fuldstændig et menneske, men med en algoritme, der er designet til at opfylde alle Almas behov. Det er dog ikke helt let at vænne sig til at have den perfekte mand indover både arbejds- og privatliv.

Det er en kilde til en del sjove episoder, da Alma lige pludselig skal introducere Tom for sine kollegaer og venner og ikke mindst lære at dele sin hverdag med ham. Men præmissen giver også stof til eftertanke, for man kan sagtens have forestillinger om den ideelle partner, men hvor interessant er perfektion egentlig, når det menneskelige - hvor fejlbehæftet det end er - mangler? Og bliver det i længden ikke en anelse kedsommeligt, når man er i et forhold, hvor partneren ikke giver modspil, men kun ønsker at gøre den anden 100 procent tilfreds hele tiden? 

Et tankevækkende dilemma, som gør ’Drømmemanden’ langt mere facetteret end de gængse romantiske komedier. Den er dog samtidig også vældig morsom og hvis man hører til dem, der ikke har den store tillid til, at tyskerne kan lave skægge film, vil man her blive nødt til at revidere den opfattelse. 

’Drømmemanden’ mister lidt pusten hen mod slutningen, men det er egentlig også den eneste indvending mod en film, der først og fremmest bæres af de to hovedrolleindehavere, Eggert og Stevens. Med Sandra Hüller i en mindre rolle leveres der her fremragende præstationer og instruktøren Maria Schrader, som også har været med til at skrive manuskriptet, har virkelig formået at caste de rigtige skuespillere til hvad, der i de forkerte hænder sagtens kunne have udviklet sig til en umorsom omgang sci-fi nonsens.