Pawn Sacrifice - sidste træk

Dette er filmen, der gør skak spændende – og ikke kun for skaknørder! Men selvfølgelig er det ingen skade til, at skakspillerne er russiske Boris Spassky og amerikanske Bobby Fischer (nr. 1 og 2 på verdensranglisten), og at filmen kulminerer med VM i skak i Reykjavik i 1972. Med den lille ekstra krølle, at verdensbilledet på det tidspunkt var krystalklart inddelt i Øst mod Vest og koldkrigsretorikken skruet helt op på 11.

’Pawn Sacrifice – sidste træk’ er ikke bare kold krig og patriotisme. Det er også en biopic om Bobby Fischer (en velcastet Tobey Maguire), et skakgeni fra Brooklyn, der allerede som barn udviser et enormt talent, men også tydelige tegn på psykisk ustabilitet. Da han begynder at slå de hidtil urørlige russere bliver Fischer en brik (sorry!) i et større politisk spil, hvor ideologi vejer tungere end hans mentale helbred.

Modsætningerne mellem de to bedste skakspillere i verden kunne ikke være større. Hvor Spassky (Liev Schreiber) er en livsnyder, i hvert fald inden for de rammer, som KGB udstikker, bruger Fischer sin tid på at høre lydbånd med underlige sammensværgelsesteorier, når ikke han leder efter skjulte mikrofoner eller skræmmes af mystiske lyde på diverse hotelværelser.

En af filmens hovedpersoner siger på et tidspunkt om Fischer: ”He´s got problems.” Og får svaret: ”So did Mozart.” Og det er det, der er filmens kerne. Hvor langt kan og bør man presse et geni, der tydeligvis har alvorlige psykologiske problemer, for at man i propagandaøjemed kan give sin politiske modstander fingeren?

Men selv om Fischer er under pres fra omgivelserne – selveste udenrigsminister Kissinger ringer Fischer op, for at ønske ham held og lykke op til VM i Reykjavik – er det stadig ham, der bestemmer. Og efterhånden som hans mentale tilstand forværres, bliver hans opførsel og hans ordrer stadig mere besynderlige.

Fischers antikommunisme er ikke politisk som sådan, men snarere et meget personligt oprør mod den kommunistiske mor, han ikke har talt med siden teenagetiden. Og hans antisemitiske retorik er uforståelig i betragtning af, at han selv er jøde. Det er disse paradokser, som ’Pawn Sacrifice - sidste træk’ skildrer med stor indfølelse. Og jo, skak kan faktisk være ganske interessant at kigge på – også selv om man er skakanalfabet.