Last Night in Soho

Swinging London i 60’erne og fuld fart på underholdningen. En original og spændende præmis, der starter stærkt, men ender med at udvikle sig til et lidt underligt misk-mask af genrer. 

Den unge Ellie Turner (Thomasin McKenzie) har altid idoliseret alt, hvad der har med 60’ernes London at gøre, ikke mindst moden og musikken. Derfor er det en drøm, der bliver opfyldt, da hun bliver optaget på London School of Fashion. Men hurtigt finder hun ud af, at hun ikke helt passer ind med sine medstuderende og medbeboere på kollegiet, så hun lejer et værelse i Soho hos Mrs. Collins (Diana Rigg), der selv bor i lejligheden nedenunder. 

Det er her tingene begynder at blive underlige. Ellie falder i søvn og drømmer sig tilbage til netop den tidsperiode, hun er så fascineret af. Og ikke nok med det: Hun skifter også identitet og bliver til den selvsikre, ambitiøse og smukke blondine Sandie (Anya Taylor-Joy). Da hun vågner er alting ved det gamle, men i dagtimerne begynder Sandies selvsikkerhed at smitte af på Ellie, som lader sig inspirere i sine tøjdesign og sin personlige stil. Efterhånden som hun drømmer sig tilbage til 60’erne skifter tonen imidlertid og drømmene bliver til mareridt. 

Langsomt går filmen fra at være en hyldest til en by og en æra til at blive en gyser med overnaturlige elementer og henimod slutningen er der mere skrigen og løben rundt end i en ’Fredag den 13.’-film. Selv om effekterne er imponerende, bliver det en anelse langtrukkent til sidst. 

Der er dog nok plottwists og overraskelser til at holde interessen fanget, men det er primært Diana Rigg – i sin sidste filmrolle før sin død – og Terence Stamp, der imponerer. Det er fantastisk at se skuespillere (der på mange måder var indbegrebet af britisk film i 60’erne) i roller, der peger tilbage på deres storhedstid. Rigg var eksempelvis Bond-pige, og da Ellie første gang drømmer sig tilbage i tid ender hun foran en biograf, der har gallapremiere på Bond filmen ’Thunderball’. Det er små, nørdede detaljer som disse, filmen er fuld af.

’Last Night in Soho’ er en fantastisk film for dem, der har en svaghed for Swinging London og 60’er nostalgi, for det er i skildringen af denne periode at filmen virkelig brillerer med musik, dans, kendisser og berømte steder (for eksempel Cilla Black og Cafe de Paris). Det gør det nemmere at abstrahere fra det overnaturlige, som gradvist kommer til at fylde mere og mere og ender med at føles noget anstrengende.