Party Girl

Det kan være svært at blive voksen, også når man er 60 år. Og det er brunetten Angélique: En konstant halvfuld, tidligere natklubdanserinde med et liv i arbejderklassemiljøet ved den fransk-tyske grænse.

Michel, en tidligere kunde fra klubben, hvor hun har danset i mange år, inviterer hende hjem og beder om hendes hånd i ægteskab. Hun siger ja, de flytter sammen, og det svære liv hun har levet er ved at falde på plads. Alle hendes børn inviteres, også plejebarnet, og nu er det på tide at forlade festmiljøet. Men når Michel kysser Angélique, kan hun ikke gengælde hans kærtegn. Og brylluppet nærmer sig.

’Party Girl’ er en underlig instruktørhybrid, som tre filmskolevenner har lavet. Hovedpersonen (Angélique Litzenburger) spiller sig selv, næsten. Det samme gør hendes familie, men ikke Michel (Joseph Bour). Den ene af instruktørerne (Samuel Theis) spiller også med i filmen. Han er Angeliques søn, også i virkeligheden.

Filmen er ikke dokumentar, men en velkonstrueret, improviseret historie baseret på moderens pludselige bryllup. At mange af skuespillerne er i familie, forklarer den nærmest dogmeagtige stil, og at al dialog er så naturlig og underspillet. Det gør skuespillet skræmmende virkeligt.

På den anden side er det også nærmest irriterende, at filmen er skabt på den virkelighed, for tager man meta-elementet væk, så er det en historie, der gør ondt, går i hjertet, men også en film hvor man fornemmer en masse følelser rode rundt under overfladen, som alligevel aldrig får lov at komme ud.

”Mor, du taler om forelskelse, som om du er 14 år,” siger sønnen, da moderen lufter, at hun ikke ved, om hun er forelsket og måske drømmer om at flytte ned til ham i Paris. Den sætning beskriver hovedpersonen og historien knivskarpt: Angélique står overfor et valg, og filmen beskriver, hvordan hun stadig som 60-årig har svært ved at tage det. Valget om at vælge noget fra og så udvikle sig. At gå med livet og kærligheden, eller den kærlighed der er.

Angéligue Litzenburger er i elementer af filmen sig selv, og instruktørerne formår måske netop derfor at fange en sivende og allestedsnærværende smerte i hende, som er det eneste, der står tilbage, når filmen er slut. En smerte, der er så nærværende og sjælden, at man netop derfor ikke kan se bort fra den måde, filmen er konstrueret på.