Youth

De simple ting i livet. Og alligevel så fyldt med paradokser. Den italienske Oscar-vinder Paolo Sorrentino filosoferer igen over skønhed og forfald, ungdom og visdom – livsbekræftende og humoristisk sat i scene på et spa resort i det schweiziske alpeland.

Skabt til luksus, velvære og afslapning – kropsligt som åndeligt – men gæstet af så vidt forskellige typer at det bobler mere af inspiration end rekreation. Sorrentinos tour de spa er et skønt udsnit af alternative modi til at slappe af eller lette sindet, som det omtales ofte gennem filmen. Og frem for alt en livlig meditation over folks praksisser til at opnå eller føle ungdom – og ikke mindst drømme derom.

Visdommen flyder på forskellig vis fra alderspræsidenterne Fred (Michael Caine) og Mick (Harvey Keitel). Fred synes godt tilfreds med at være pensioneret komponist/dirigent og opponerer et bud fra selveste dronningen; imens Mick har slæbt fem manuskript-hoveder med for at skabe et sidste mesterværk som filminstruktør. Med talent for ravage får den unge skuespiller Jimmy (Paul Dano) rusket lidt i faconerne, men ellers er det kvinderne, der skiftevis pepper op og piller ned.

I disse kvindetyper står paradokserne især stærkt og lystigt. Fra den frisindede massør over den vulgære popstjerne til den frapperende Miss Universe. Udmærket kontrasteret i Freds datter (Rachel Weisz), der skælder sin far for at vælge musikken fremfor familien; samt Micks faste stjerne (Jane Fonda), der i bitchy soap-mode forkynder at han er i gang med at nulle sig selv.

Med hints til den tyske poet Novalis’ fragmentform samler Sorrentino smukt de to mænds ungdomstinder – reelle som fantasier – omkring kvinder og metierer. Enkelt, men med de forunderlige undertoner, der altid bruser op til overfladen i film og musik. Det visuelle (Mick) bevæger sig mellem forførende og komisk, imens det musiske (Fred) skaber sine helt særegne fortællinger, blandt andet gennem de optrædende på spastedet. Og i særdeleshed kernehistorien om Freds ’Simple Songs’, der ender i en smuk pointe om forældre-børn-forhold.

Det kræver en mester at forene så storladne orkestreringer, og Sorrentino gør det forrygende, særligt i musikken, men i den filmiske vision glipper relationen eller konteksten indimellem. Den ulidelige popstjerne, diktatorreferencerne og cirkustricks eksempelvis. Selvironien redder meget, men kontrasterne giver ikke altid mening.

’Youth’ er en letsindig Sorrentino, der alligevel kommer ud af spa-infernoet med fine pointer og rørende budskaber. Så kan det nok være at vi alle – som filminstruktøren siger – er statister i andres liv, men når de små, de simple og de flygtige ting i livet samles bliver det til en større sandhed fuld af skønhed.