Only God Forgives

Storslåede billeder dominerer Refns nye film, hvor ingen bliver tilgivet.

Halvanden times intens slowmotion kulminerer med blod, karaoke og en forslået Ryan Gosling. Gudskelov skal denne anmeldelse ikke blot være på én linje, men den kunne som sådan godt have lydt som den foregående. Alligevel ville man gå glip af det vigtigste: Det filmiske.

For det er ikke fortællingen, der holder ’Only God Forgives’ oppe.

Det gør derimod en umådelig smuk billed- og lydside, hvor selv de mest bestialske mord og en mavesammensnørende torturscene fremstår som små episke skønhedsåbenbaringer i ekstremt nedskruet tempo.

Alligevel kan Winding Refn ikke dy sig for at gøre det så eksplicit ulækkert, at de fleste nok vil holde sig for mere end et enkelt øje undervejs.

Et gennemgående tema i ’Only God Forgives’, hvor Ryan Goslings karakter skal hævne drabet på sin storebror i Bangkoks skumle kvarterer, er moderbinding. Kristin Scott Thomas, der spiller moderen, veksler konstant mellem at være ond og kælen over for sin søn. Filmen igennem er den tavse Gosling ualmindeligt underkastet på en intimiderende, men i momenter også filmisk forrygende facon.

’Only Good Forgives’ har fra første til sidste sekund en truende atmosfærisk undergangsstemning, og den vil formodentlig ikke skuffe ægte Nicolas Winding Refn-fans, som værdsætter den ekstreme vold.

Alligevel når filmen aldrig de højder, som gjorde Refns seneste film, ’Drive’, til en decideret kultfilm. Dertil er Bangkok-filmen simpelthen for kompromisløs og ufortalt.

Ja, faktisk får ’Only God Forgives’ ’Drive’ til at minde om en chickflick, hvis man skal vurdere ud fra vold og ubehag.