The Party

Åbningsshottet. Er. Fantastisk. Selv med indlysende symboler som løve, hammer og pistol gætter man aldrig hvad der foregår. Kun at noget er ruskrivende galt til dette dinnerparty.

Værtsparret er åbenlyst i to forskellige verdener, den ene (Kristin Scott Thomas) lettere euforisk og den anden (Timothy Spall) nærmest katatonisk. Uligheden er også tydelig hos de andre par: Den akademiske feminist Martha (Cherry Jones) og den yngre, rådvilde Jinny (Emily Mortimer); og superkynikeren April (Patricia Clarkson), der konstant nedgør Gottfrieds (Bruno Ganz) alternative livssyn. Ikke mindst Tom (Cillian Murphy), der virker ekstremt opspændt over at hans kone er forsinket.

Sally Potter har skabt et tæt karakterdrama, hvor de eminente skuespilpræstationer spinder sprudlende sort humor i den skarpe dialog. Som måske ikke altid er lige dybsindig eller uddybende, men som passer godt til det slags farceselskab, hvor årgamle venner går hinanden på nerverne og selskabslegen bestående af spydige stikpiller udvikler sig til større bekendelser på godt og ondt. De første afsløringer handler om liv og død, men snart centreres balladen om utroskab og andre kønslige udfordringer i parforhold.

Livsillusionerne spiddes i klassisk sort/hvid elegance, og den danske veteran Anders Refn har klippet ind til benet sammen med franske Emilie Orsini. Det stilfulde holder hele vejen gennem snigende panik og rasende følelser. Selv når der kastes med ting, smadres vinduer, langes lussinger og knytnæver samt viftes med pistol er karakter og kaliber intakt.

Med værtindens udnævnelse til Skygge(sundheds)minister har Sally Potter muligvis nogle politiske agendaer gemt i ‘The Party’, men de begrænser sig også til det perifere og indforståede. Og ikke et ord om Brexit. Man kan sagtens se dette selskab som outsiderne i politik – med sundhed, kønsroller, status og integritet på placebokurs – og konstatere at de seriøst mangler en mægler, der kan snappe løgne og troløshed tilbage på ret alliancekurs.
 
Ellers er festen en herligt absurd skildring af borgerskabets hykleri overfor dem, der burde støtte hinanden på godt og ondt, men i stedet udstiller hinanden grumt. Og når ligene vælter ud af skabene, bliver det mere end en gang urgerende at trække indiskrete våben. Som i den snurrige overraskelse i slutningen, der udvider åbningsshottet – og der kunne så starte en hel ny film, som sikkert ville være ligeså absurd underholdende. Glubende genial i øjeblikke, og snappende spøjs i helheden.