Niceville

Nogle film har det hele. Og så er der dem, der er for meget af det gode. Og har for lidt bid. ’Niceville’ er en smuk film, båret af gode kræfter og enkelte virkelig fantastiske præstationer, og historien er glimtvis meget medrivende. Men serveres alt for glat.

Nørden og forfatterspiren Skeeter Phelan (en skuffende fersk Emma Stone) vender tilbage til hjembyen Jacksonville efter college, og tager det første bedste journalistjob, hun kan få. Alle veninderne har travlt med at holde hus, få børn, være selskabelige og intrigante, og klarer det hele, takket være deres sorte husalfer.

På opfordring af en redaktør fra et forlag i New York begynder Skeeter at indsamle tjenestepigen Aibileens (Viola Davis) historier, og Jacksonville forandrer sig for altid.

Hvis man allerede nu synes, at det klinger mere end en lille smule hult og endda virker nedladende overfor kvinder og den sorte borgerretsbevægelse, så er der noget om det. Men det betyder ikke, at filmen, der er baseret på en bestseller, ikke underholder og bevæger.

Det er sigende, at det er de sorte skuespillerinder, der løber med filmen, så snart de er i billedet. Det er her, at nerven bliver rå og ægte. De har noget på spil. Og det redder filmen.

Octavia Spencers Minny er rørende i sin kamp mod den hysteriske og dominerende society-dulle Hilly Holbrook (Bryce Dallas Howard) og dennes søde og naive rival Celia Foote (Jessica Chastain). Mændene? Ja, de er stort set fraværende.

Der er ikke noget galt med ’Niceville’, hvis man kan leve med påstanden om, at det kræver en privilegeret hvid, hjemmeboende college-pige at få sat fut i den uudannede sorte underklasse.

Problemet er at ’Niceville’ er en komedie, der burde have været et drama. Den ridser i overfladen, vælter sig i sætstykker, tidsbilleder og strygere, så man nærmest kan mærke Oscar-kampagnen. Det er nok også derfor, den er blevet så lang. Så den føles kraftigere og mere næringsrig end den marengs, den egentligt er.

Ikke at den føles langtrukken. Der er mange vittige replikskifter, grinagtige scener, gribende øjeblikke og vigtige pointer, alle badet i et evigt gyldent sydstatslys. Som en alt for sød marmorkage – to dele, der både er sammen og hver for sig.

Det er egentligt en rigtig god historie, der er sovset ind i postkortidyl og southern charm. ’Niceville’ skal nok få en pris eller to (eller flere), og den ville såmænd også have fået dem, hvis der var skruet ned for ’feel good’-faktoren og pastelfarverne.