Hidden Figures

Hvorfor ikke altid række efter stjernerne? Når man vil have et menneske ud i rummet, så er man nødt til både at overvinde sig selv, de fysiske love og den tid, man lever i.

I 1961 er ræset mod rummet i gang. Og russerne fører. I NASAs enorme organisation gør tre sorte kvinder deres for at den næste mand derude bliver en amerikaner. Katherine (Taraji P. Henson) er et matematisk geni, Dorothy (Octavia Spencer) har lederevner og sans for programmering og Mary (Janelle Monáe) er et ingeniørtalent. Alle tre bliver nødvendige for rumprogrammet - og vokser med opgaverne i en tid, hvor sorte og hvide stadig er opdelt.

Denne film holder præcis, hvad traileren lover. Den er spændende, sjov, dramatisk og opløftende. Og virkelig godt håndværk. Aldrig har så mange mennesker stirret så intenst på komplicerede ligninger på tavler, og man sidder selv på kanten af sædet. Selv hvis man på det nærmeste er talblind, så kan man ikke andet end at lade sig rive med, når vore heltinder atter en gang regner den ud foran snuden af en hvid mand, så en anden mand kan komme op og rundt om jorden.

’Hidden Figures’ lægger ikke fingre imellem om hvor svært det var, både den enorme bedrift at komme derop blandt stjernerne – eller at være sort kvinde i et raceopdelt land på en tid, hvor kvinder skulle finde nye roller i det hele taget. Men den skildrer tiden og menneskerne med sympati og finesse. I modsætning til den alt for klæge og sentimentale 'Niceville'. Her vil de sorte damer selv klare ærterne – og gør det.

Bevares, historien kommer ret nemt om flere ting, og alt føjer sig sømløst til et smukt hele, der er spillet godt og filmet smukt – og med et støt underlag af funky musik. Men nogle gange er det simpelthen præcis det, der gør en film som denne god og skamløst underholdende, uden at give tab på en vigtig historie.

Hvor er det i det hele taget befriende at se kvinder på lærredet, der sparker mås indenfor det naturvidenskabelige felt. De er naturligvis topmatematikere, programmører og ingeniører, uden at der i udgangspunktet stilles spørgsmålstegn ved det eller at det ses som sært. 

Ja, de tre er funky og omtrent hver replik fra dem er lige så sprød som et stykke fried chicken. Men de er ikke figurer, de føles som ægte, levet liv, fordi filmen er baseret på tre kvinders virkelige historier.

Skurken er tiden, ikke mennesker, og så talgåder, der ikke vil knækkes i første forsøg. Men vi ved, at det bliver bedre. Vi ved, det vil lykkes, lidt efter lidt. Det gælder bare om at se bagom ligningerne. Opføre sig, som om man allerede var på månen.