NeoArctic

70’er-teater med virkemidlerne i orden og tårnhøjt kunstnerisk niveau? Eller en moderne, upolitisk installationsforestilling, der tilfældigvis handler om klima? Det kan være svært at afgøre som tilskuer til Hotel Pro Forma og Letvian Radio Choirs ’NeoArctic’.  

Forestillingen er i hvert fald noget ganske andet, end Gamle Scene plejer at byde på. Tæppet går op til et overvældende syn, som bedst kan sammenlignes med en scene fra et twistet krybbespil: 16 mennesker i farvestrålende kåber står og kigger på os fra et sted bag deres røde dykkerbriller og krogede hyrdegrene rager op over mængden. Her står de bare. Bomstille og insisterende. De begynder snart at synge i takt med det store lærred bag dem, som fremviser den ene imponerende billedflade efter den anden. Billederne, lydene og de udefinerbare væsner på scenen smelter snart sammen til den udefinerbare substans, som vi tilbringer den næste godt halvanden time i selskab med. 

Forestillings tematikker og ordene, der synges, er på én gang vedkommende og fjerne. Det handler om plastik, elektricitet og temperatur; men også om farver, respiration og uendelighed. Det kan virke som om, der er et klimapolitisk budskab bag, men hvis der er, er det fremlangt mangetydigt og uden løftet pegefinger, hvilket er prisværdigt. Det bliver næsten som en gætteleg at sidde med programmet og regne sammenhængen ud mellem sangtitlerne og de overordnede temaer ’Korn’, ’Damp’ og ’Stråle’. Er det en hyldestsang til plastik, de synger? Det er intelligent arbejde både fra instruktøren og tekstforfatter Sjón, uden man helt kan sætte fingeren på hvordan. 

Udtrykket er let at forsvinde ind i. Faktisk har forestillingen en helt særlig sugende kraft. Det er som om de her skøre, klima-besyngende mennesker med plastikbjælder og farvestrålende magi om deres hoveder står på den anden ende af en lang tunnel, som vi langsomt, og næsten ubemærket, trækkes dybere og dybere ind i. 

Det dragende opstår i instruktør Kirstens Delholms evne til at skabe sanselige udtryk. Det er næsten som selv at røre ved lærredsstoffet, der blafrer bag performerne – næsten som at røre ved mudderet, vandet, plastikken og støvet, som lærredet viser. Og endnu mere vildt, er det også næsten som at røre ved alt det, som man ikke kan røre ved: De elektriske stråler, de store, sorte pletter, som rytmisk trækker sig sammen og udvider sig som brændte de hul i hele scenen, flødeskumsbjergene, computerspils-landskaberne og jordkloden, der med ét flyder ud som hindbærsyltetøj over lærredet. 

Kirsten Delholm kan bare noget med det visuelle, og især ’A Song for Colours’ besidder et visuelt overskud og en præcision af en anden verden. Her må også lysdesigner Jesper Kongshaug og det visuelle/grafiske team have stor ros. 

Det kan måske virke underligt, at det er det visuelle, der printer sig ind i hukommelsen efter en lyd-forestilling af 12 korværk. Og oplevelsen ville da heller ikke have været noget som helst uden lydsiden, men den bliver desværre for det meste en støtte til det visuelle, frem for selv at stå frem. Måske bare fordi der på den visuelle front sker så meget på så stort et område.   

Det skal dog nævnes, at sangene teknisk set er yderst imponerende og nogle gange både overraskende, rytmiske og melodiske. Det meste af tiden bliver de dog – for min smag – for monotone og ens med sangen, der kom lige forinden. Man fanger kun selve ordene, fordi de står på overteksten over scenen, og ofte ender sangene i en flerstemmig samklang, som varer ved i (for) lange passager. Jeg ser et par publikummer holde sig for ørene undervejs, ganske simpelt, tror jeg, fordi lyden bliver for intens i længden. 

Hotel Pro Forma er kendt for at være gennemførte og stringente i deres universer. Her er 'NeoArctic' ingen undtagelse, og ret skal være ret: Selvom jeg undervejs savnede en stille sang eller lidt ophold i samklang, så bidrager vedholdenheden til det samlede indtryk af forestillingen med al dens absurditet og larmende intensitet. 

'NeoArctic' er ikke en forestilling, man skal se for at blive underholdt eller have en behagelig aften. Man skal se den for at opleve noget andet og blive rykket lidt ud af komfortzonen. Og så skal man se den for alle de visuelle trip, der bliver åbenbaret for én undervejs. 

Når forestillingen ikke høster topkarakter er det simpelthen på grund af dens langmodighed fra starten og hen over midten, hvor de meget enslydende sange flyder sammen i erindringen, mens de, der adskiller sig, kommer i rap hen imod slutningen. Det er synd – selvom det passer meget godt med, at lyset venter for enden af tunnelen.