Den der Hvisker Lyver

Fra første sekund du har sat dig til rette, bliver du næsten blæst omkuld. Bogstaveligt talt. En enorm ventilator, som mest af alt ligner en kæmpemæssig flymotor, er blot det første, flerdimensionelle skridt mod opfindsomhed og fantasi i Hotel Pro Formas forestilling 'Den Der Hvisker Lyver'.

Som en ravn er jeg tiltrukket af den skinnede, selvlysende scenografi. Det hele får et radioaktiv skær, et godt set-up for ordenes giftige magt i den ærlige komedie. Når lyset slukkes, forsvinder menneskene bag de lysende kostumer og bevæger sig rundt som hovedløse væsener. En glødede neonring lader os vide, at den ene aer dens anden hår.

Stykket, skrevet af det unge dramatikertalent Astrid Øye, handler om Otto (Nils P. Munk), som mister sin kæreste Jenny (Rikke Lyllof). Han lader sin ekskæreste, Damen (Özlem Saglanmak), trøste ham i den hårde tid efter tabet. Hun deltager endda ved bisættelsen, hvor hun har hevet sin nye kæreste, Kongen (Rasmus Hougaard og Pelle Nordhøj Kann), med.

Arketyperne, Damen og Kongen, er i starten lette at forholde sig til. De er på overfladen forholdsvis enkle personligheder; den medlidende ekskæreste og dennes nye, jaloux partner. Hvad de ikke ved er, at Jenny ikke ligger i kisten. Otto har aldrig kendt en Jenny Holst, og den selvlysende bisættelse er det pure opspind, baseret på en dødsannonce i avisen.

Nu bliver alle stykkets figurer hevet med ind i Ottos løgn og deres skæbner formes herefter. Jo længere løgnen trækkes ud, jo større mistanke fatter de og desto længere er de villige til at gå, for at afsløre sandheden.

Ligesom Lars Von Trier i 'Dogville' tog filmmediet til yderligheder og satte usynlige grænser for karakterernes bevægerammer, har instruktøren Kirsten Dehlholm udfordret rummet på lignende vis. Karaktererne bevæger sig frem og tilbage på scenen i lige, optegnede linier og taler ud mod publikum, når de henvender sig til hinanden. Vi har frontal kontakt til karaktererne og deres dialog.

Midt i stykket brydes disse linier og bevægelserne bliver utilregnelige og fuld af pointe. Kongen, spillet af to skuespillere i perfekt sync både fysisk og verbalt, skaber en komisk lettelse, som hjælper os til at fordøje alvoren.

Løgnen skaber grobund for dødsensfarlig fantasi, bordet fanger og der er ingen vej tilbage. Kun vejen hen til Republique og ind i Ottos imaginære, dybt egoistiske, kærlighedsunivers. Et univers du må besøge. Dette skriver jeg ikke i hvisken, men i et højt, imponeret råb.