Benjamin Koppel Jazz Galla: Tribute to Whitney

Nogle stemmer er bare guddommelige! Whitney Houston var en ener, og hendes stemme helt overvældende smuk, stærk og rørende. Nogen kan næsten, men faktum er bare at ingen kan synge som Whitney. Ikke engang hende selv i den sidste tid, inden hun døde som 48-årig i 2012.

Så vover man sig ud i det storhittende popunivers, Whitney brillerede i, må man gøre sig sin mission klar. Og det har Benjamin Koppel styr på, for dette er Jazz Galla – et koncept, der har begejstret musikfans siden den første koncert under Summer Jazz 2013 – hvor der arrangeres, fortolkes og fornys med jazzet twist. 

Vi forkæles med fire vidunderlige sangerinder, fire meget forskellige stemmer og personligheder: Kaya Brüel, Camille Jones, Xenia Lach-Nielsen og Marie Carmen Koppel. Og det er naturligvis dem, der er i fokus, ligesom Whitneys univers var centreret om hendes vokal, mere end det musikalske.

Indimellem føler man at der kunne være gjort mere ud af jazzen, men det er nok ikke de nemmeste sange at jazze op og ned. Med den mestendels meget poppede grundtone, bliver det til en del light jazz, men Koppel rykker også med lidt soul-, latino- og gospel-touch. Og så kan man ikke helt tage den fede funk ud af ’I’m your Baby tonight’, som Camille gør lækker og sensuel med sin fine stemme. Ligesom ’Exhale’ aldrig har været mere smooth, og hjertet slår dobbelttakt i duet med Kaya: ’Could I have this Kiss forever?’

Mest markant er Benjamins sværmende saxofon, og han pepper også showet op med jazzy moves og skæve bemærkninger. Hygge er der også, for en blød sofa med retro-stuelampe udgør hyggehjørne for solisterne, eller som Kaya udtrykker det: ”Det er svært at komme op af den sofa, man kan jo lave en gipsafstøbning af min røv der nu.”

Kort efter synger hun med stort nærvær og eminent følelse ‘Greatest Love of All’. Hendes luftige, hæse stemme gør den mere autentisk, mindre pompøs – især i passagen “I decided long ago, never to walk in anyone’s shadow…” mærker man den personlige tolkning. Bestemt et af aftenens højdepunkter. 

Men ganske forventeligt er det Marie, der står for de største sangpræstationer. Hun har ikke bare den kraftfulde, dybe stemme, men også fordelen af at have arbejdet med bror og co. i mange år. Det starter lidt løst med ‘Where do broken Hearts go’, hvor lidt snue får de lyse toner til at knække. Men snart er stemmen varmet op, og ’Saving all my Love for You’ viser al den power hun har. Ligeså i aftenens topscorer ‘I Have Nothing’, hvor tårerne er svære at holde tilbage. Også flotte fraseringer i ‘I will always Love You’, men tolkningen er for rå, næsten vred, til min smag, sentimentaliteten mangler.

Mere problematisk er duetterne, for Maries intonationer er svære at passe ind i. Næsten som de ved det, joker Marie og Xenia at vi gerne må synge med på deres sang, især C-stykket, og det er der ganske naturligt ingen, der gør – for det er ’When You Believe’. Jeg er ikke vild med originalens popsyntetiske Disney-harmonier, og jeg elsker den måde Marie starter mere soulet, men Xenias stemme bliver desværre ret anstrengt i de høje noder Mariah Carey normalt excellerer med.

Xenia er en virkelig god sangerinde, og hendes høje toner sidder normalt helt perfekt, men her er hun tydeligt udfordret. Muligvis de forkerte sangvalg, men nok mest et for kort prøveforløb (hun tjekker ofte teksterne). Hun klarer næsten ’Didn’t We almost have it all’, og højst sandsynligt bliver den bedre i slutningen af koncertrækken. 

Showet slutter med ’I’m Every Woman’, Chaka Khans første solohit, som Whitney gjorde til et endnu større hit. Khan, der har arbejdet med little sister Whitney siden hun var 15 år, var en af de første til at kommentere at det tragiske dødsfald kunne være forhindret, hvis folk havde passet bedre på Whitney. Enig! Så da ekstranummeret ’So Emotional’ byder sårbart farvel, bliver vi selvfølgelig rørt. I mindet om den guddommelige stemme.