Samtale før døden

”Vi havde en historisk forpligtigelse.” Således begrunder Adolf Eichmann sin medvirken i Holocaust. Han føler ikke had til jøder og han føler sig ikke engang skyldig, han adlød bare ordre.

”Min forbrydelse er dybest set, at jeg er så almindelig.” Adolf Eichmann er en helt almindelig mand. En almindelig mand, der bare gjorde, hvad han fik besked på. Det kommer rystende nært på, når en mand kan påstå, at han kan udføre den slags forbrydelser som 2. Verdenskrig huskes for uden at reagere, ja uden så meget som at undres eller gøre modstand.

Adam Prices manuskript skildrer historien bag en af 2. Verdenskrigs største krigsforbrydere på en måde, som får det til at løbe koldt ned af ryggen, primært fordi Eichmann ikke føler anger. Peter Langdals iscenesættelse springer elegant imellem fortid og nutid. Fra samtalen mellem Eichmann og bøddeldommeren, til lystige scener med hans naive kone, til den skæbnesvangre aften i villaen i Wannsee, hvor det besluttes at dræbe 11 millioner jøder.

’Samtale før døden’ er ualmindelig velspillet. Skammen efter 1. Verdenskrig sidder i tyskerne, der endelig får noget at holde sammen om igen. Olaf Johannessen er autoritetstro fuldt besluttet på at udføre sit job, og når man forfremmes, har man gjort det godt. Cecilie Zwick Nash er sød og ganske naiv, når hun bakker sin mand op og blåøjet stoler på, at jøderne eksporteres på 1. klasse mod bedre forhold øst på. Thomas Gabrielsson er den afdæmpede gamle jødiske dommer, der for første gang skal dømme en mand til døden. I konfrontationen stilles også spørgsmålet: Hvorfor gjorde I ikke modstand?

Den enkle scenografi rammet ind af hvide tremmer skråner direkte mod afgrunden, mens baggrunden skifter i enkelte projektioner. Fra loftet vælter sko fra myrdede jøder, mens uret på væggen tæller ned.

Selvom man har set og hørt i tusindvis variationer af historier fra 2. Verdenskrig, så rammer denne fortælling alligevel, og den er svær at slippe igen. Virkeligheden overstiger altid fantasien. ’Samtale før døden’ skildrer ikke blot endnu en krigsforbryder, men fremstiller en hel person, der måske blot fulgte strømmen og ikke mødte modstand på vejen. Eichmann marcherede i takt, uden at stille spørgsmål, ligesom tusindvis af andre gjorde det. ”Der skal to til et folkemord, en bøddel og et offer.”