Pigen med paraplyerne

Zoom ind, zoom ud. Peter Langdal hylder det filmiske nybølge-mesterværk i sin teaterversion af ’Pigen med paraplyerne’ – med udsøgt detaljesans og gennemsyret sentimentalitet.

Der er ikke bare kamera, mikrofonstang og klaptræ, men også en genial leg med rammebeskæringer via det sorte fortæppe. Kvadrater af kærlighed, højskalerede indpas og scope-tableauer fyldt med livlige farver. Scenograf Ashley Martin-Davis har i det hele taget skabt et dynamisk udtryk med få virkemidler, hvoraf flere rekvisitter glider ind og ud af syne. Og zoom på paraplyerne – med association til regn og tårer.

Den ulykkelige kærlighed ulmer fra start, hvor de to elskende Geneviève og Guy er omgivet af enlige, der helst vil splitte dem ad. Det bliver dog krigen, der gør ugerningen, så deres svækkede sind og kroppe må søge lykken på ny.

Rigtig mange kærlighedshistorier gør en dyd ud af at være forudsigelige, bankende banale og svulmende sentimentale, og ’Pigen med paraplyerne’ har kun få overraskelsesmomenter i sit stiliserede pastelunivers. Men det er alt det, der lurer mellem linjerne og under pastellerne, som gør denne historie nærværende. Desværre med en tone for meget resignation og fernis i den slutscene, der skal levere den største erkendelse og presse tårekanalerne.

Michel Legrands originale, pompøse orkestrering har August Rosenbaum kogt ned til en vellykket jazzet sekstet, der mingler med skuespillerne på scenen. Det er toplækkert og stemningsfuldt, men desværre også lidt ensformigt, fordi Legrand har opbygget hele balladen omkring et enkelt glansnummer, som så flyder gennem hele forestillingen.

Men de er også naturligt udfordret af værkets recitativ-form, hvor alt synges, og musikken må dæmpes til fordel for teksten. Her er skuespillerne virkelig i særklasse, helt imponerende i deres tone- og temposkift. Birgitte Hjort Sørensen er en perfekt Geneviève med sin blanding af sødme og melankoli, og Kaya Brüel er klassisk skarp som hendes mor. Som Guy formidler det nye talent Mikkel Kaastrup-Mathew fint uskyld og oprør, og Morten Eisner er et skønt potpourri af altmuligmand.

Men selvom alle gør det fantastisk, er det høje toneleje alligevel noget anstrengende i længden, og man ønsker, at teksten var blevet trimmet lidt, så musikken og billedkompositionerne kom i fokus. Det sker i enkelte scener, og der går lyd, billeder og følelser op i en højere enhed. Som i en film.