Tribadernes Nat

Hvem er den stærkeste? Manden, kvinden – eller tribaden? Der er lagt op til skarp kønskamp og forvredet kærlighedsdrama med uendelige tvetydigheder.

Men Peter Langdal formår ikke helt at opdatere P.O. Enquists fremragende skuespil om årene op til August Strindbergs skilsmisse fra Siri von Essen, med udgangspunkt i kammerspillet ’Den stærkeste’.

Tidsmæssigt bevæger vi os fra 2012 tilbage til slutningen af 1880'erne, primært på Dagmarteatret i København. Her mødes fire skuespillere i forestillingen ’Tribadernes nat’, der handler om opsætningen af enakteren ’Den stærkeste’.

Strindberg (Flemming Enevold) dukker uventet op til prøverne og overtager straks styringen fra instruktørspiren Schiwe (Jens Jacob Tychsen). Strindberg vil være manden i midten – ligesom i stykket, hvor to kvinder efterstræber den samme mand. Kvinderne på scenen er hustruen Siri (Paprika Steen) og hendes veninde Marie (Tilde Maja Fredriksen), som ikke er enige med Strindberg om hverken rollefordeling eller handling.

Men Strindberg vil hellere diskutere kønskamp. Han mistænker nemlig kvinderne for at have en affære, der startede for tre år siden, på tribadernes nat.

Forvirret? Ja, det bliver man faktisk flere gange i løbet af dette trekantsdrama med et fjerde hjul. Alting flyder sammen: virkelighed og fantasi, nutid og fortid, karakterer og personligheder.

Det er klassisk Strindberg, hvis liv og forfatterskab ofte reflekterede hinanden, selv i hans dagsnotater og breve kan man blive i tvivl om sandhed og forestilling. Det er unægteligt en stor fordel at kende til Strindberg og hans kærlighedsliv, for det er stykkets nerve at fabulere, og man finder først kernen, når man er fortrolig med den strindbergske underfundighed.

’Tribadernes nat’ er P.O. Enquists dramatikerdebut, som hurtigt blev en verdensomspændende kæmpesucces. Hans spejling af 1880'ernes ægteskabskamp i 1970'ernes kønsopgør er fortrinlig, og med både køns- og identitetsdrama på plakaten bliver man eviggyldig. Med vor tids fokus på mande- og kvinderoller forstår man instruktør Langdals ide om at opdatere til 2012. Men det bliver for anstrengt og kunstigt med tre lag kønskamp – særligt med en struktur af flydende grænser. Man mister for mange af de kontraster, der naturligvis er, og som fungerede underbevidst i den oprindelige tolagsspejling.

Et alternativt arrangement følger med Langdals opdatering: publikumsrækker på scenen. Det er naturligvis fint tænkt at ville tilføje det ekstra lag af fiktion, at man hele tiden er opmærksom på, at det er teater, men det er hverken nyskabende eller vellykket. Heller ikke den medfølgende fortællerrolle med regibemærkninger tilføjer noget til stykket, som man ikke får gennem skuespillernes excellente pragtpræstationer.

Men mest af alt halter det på det allervigtigste punkt: Tribaden. Denne lesbiske kvinde er selve omdrejningsaksen for stykkets dramatik, og hun er den identitet, der kønspolitisk har udviklet sig mest siden 70'erne. Her er hun dog strandet med kassebukser, alkoholisme og en stum rollefordeling.

Tribaden burde være den stærkeste i ’Tribadernes nat’, men det ville Strindberg aldrig tillade, og fortællingen er og forbliver Strindbergs. Han er manden i midten, og selvom han bliver pillet ned adskillige gange – af kvinderne og sig selv – er han en stor mand. Umiddelbart har kvinderne, tribaderne, vundet kærlighedskampen – eller har de? Er det hans fantasi, eller hans virkelighed? En genial og gennemført tvetydighed, der er helt essentiel for det strindbergske liv.