Me and Orson Welles
DRAMA
Månedens film i Cinemateket
Premiere 19. august
’Me and Orson Welles’ er en morsom og udsøgt charmør af en film om håbefulde skuespillere, teater og jazz og en af filmhistoriens store skikkelser: Orson Welles.
Den unge, smukke Richard (tween-idolet Zac Efron) spadserer i rask tempo ned ad en travl gade mens han kaster sine ristede peanuts op i luften og griber dem med munden. Pigerne er på høje hæle, har røde læber og velsiddende kjoler på. Mændene bærer seler og six-pence på skrå, og har altid en smart kommentar på læben. Det er New York 1937 og i baggrunden er der altid jazz.
I denne stemningsfulde setting foregår historien om Richard der drømmer om at blive skuespiller. Ved et heldigt tilfælde og med hjælp fra sin drengede charme får han en mindre rolle i en teateropsætning af Orson Welles. Blot et enkelt snus af scenestøvet og et blik på det farverige liv i kulissen er nok for den naive knøs. Richard forelsker sig i teatret, og det samme gør tilskueren.
I døren til Richards skuespillerdrømme står den karismatiske og intimiderende Orson Welles (Christian McKay). Han kan åbne eller lukke den dør som det passer ham, for i teatrets verden er han manden i midten. Elsket og frygtet – ingen kan fornægte hans geni.
Med stor detaljerigdom og humor er ’Me and Orson Welles’ en ægte feel good-film fra første scene til tæppefald.