Manon

De går fuldkommen rokoko på Malmø Opera resten af året (og lidt ind i det nye). Så overvældende storslået og smukt som rokokokunst afbildet i spejle, der skifter form og udtryk undervejs. Og som Manon forblindes af al guldet, blændes publikum også af prægtighederne.

Det pyntede pariserliv i starten af 1700-tallet udfolder sig lifligt i denne opsætning (fra Scottish Opera 2009) af den fransk-canadiske duo Renaud Doucet (instruktion/koreografi) og André Barbe (scenografi/kostumer). Med fuld knald på guld, brokade, fjer og pudderparykker. Det er set før – genistregen er spejlene, der gør det hele ekstra levende og detaljemættet.

I ridset, grumset og sprækket kvalitet forandrer spejlene og deres spejlinger sig – fra engleblid romantik over guldglimtende markedslir og fristende kasinodrømme til dunkle klipper af skam og smerte. Et perfekt samspil af farve-, lys- og spejleffekter.

Hele ensemblet brillerer på scenen – fra små og store roller til koret og orkestret. I centrum er den amerikanske sopran Georgia Jarman pragtfuld som Manon, der svælger i skønhed og higer efter rigdom, så det kun kan gå galt med kærligheden. Jarman har både det naive, beregnende og ulyksalige i sin varme klang og inderlige koloratur. I duetterne med tenor Joachim Bäckström – Manons hjertenskær Chevalier des Grieux – går alt op i en højere enhed: Fra det legende og det rørende til det tragiske. En personlig favorit er dog ridderens arie 'En fermant les yeux', der er helt essentiel for operaens store temaer: Drømme og fantasi.

Historien om Manon Lescaut er baseret på romanen af Abbé Prévost, og som fan af Puccini-operaen kan man savne lidt passion og tyngde i denne franske version af Jules Massenet. Til gengæld er der god humor på indbildskhed – i traditionen opéra comique – ligesom der (lidt anstrengt) fremføres replikker indimellem. Massenets lette og elegante stil gjorde ham til en af de største belle époque-komponister, og trods tusindvis af succesopførelser verden over er det første gang ’Manon’ kan opleves i Øresundsregionen.

’Manon’ har alt hvad en operaelsker ønsker sig, men underligt nok føler man sig ikke helt tilfredsstillet – endda efter 3½ time – som var der ikke nok af det gode. Starten er lidt svag musikalsk og lyrisk for enfoldig. Da det legende vender til mere alvor i både toner og ord, får de lysere orkesterlyde heldigvis ny dobbelttydighed. Selve handlingen er ret stereotyp, karaktererne udvikler sig ikke synderligt, og det hele slutter faktisk ganske brat efter en lidt uklar overgang mellem prostitution og død.

Mest af alt dominerer den overdådige scenografi over den spinkle romance. Ofte, når alt står stille på scenen, ligner det brudstykker af rokokomalerier, som man kan blive ved at fordybe sig i. Og når de så bliver levende igen, længes man efter den fortidige lykkefølelse – præcis som Manon og des Grieux i deres genforeningsduet 'N'est-ce plus ma main?'. Ganske uforglemmeligt.