Lear

Mental ustadighed. Så vilde lød rygterne om publikums reaktion ved urpremieren i München i 1978. For så sublimt ekspressionistiske er tyske Aribert Reimanns operakompositioner over Shakespeares ’Kong Lear’. Fra det blændende balstyriske til det tordnende tragiske. Gennem marv og ben mærker man det, og ’Lear’ sniger sig ind på rygraden som ubarmhjertigt uforglemmelig.

Stor respekt til Malmø Opera for som den første i Norden at lægge scene til dette kongevanvid, der ikke kun betynger ører men også stikker øjne ud. Der er kun få mellemspil af blidere natur, og i deres helt egen galskab virker de endnu mere intense.

’Lear’ er et pragtstykke for orkester og ensemble. Musikken er overvældende, nærmest rystende. Den smyger sig ind i nervebanerne, så man kramper ved strygernes flageolettoner, og får minichok når slagtøjet pludselig spiller ind med kontraster. Dunkelt, dramatisk og nervepirrende i den avantgardistiske tradition, som tysk opera så ofte excellerer i. Helt exceptionelt smukt, når tempoet og volumen dæmpes og enkelte instrumenter træder frem.

Maskespillet er åbenlyst fra den storladne start, hvor de overdådige kostumer overstråler alt. Maskerne er skarabæagtige og monteret på spyd – og kun for de magtfulde. Ligesom maskerne falder kostumerne også snart, så menneskets basale natur nærmer sig dyrets.

Vejen fra storhed til vanvid er hurtigst for Kong Lear. Han forrådes af døtrene Goneril og Regan, efter han har overladt dem magten, og venner bliver også snart fjender. Den landsforviste datter Cornelia vender tilbage for at tage sig af faderen, men jalousi, intriger og almen ondskab leder alle i et blodigt slutopgør.

Slagstorm, skyfald, lyn og torden er bare nogle af de naturkræfter, der er på spil i forestillingen. Musik og sang er rasende som havet og dyster som ånders magt. Og man kan ligeså godt lukke øjnene og nyde det, for der sker ikke meget scenografisk eller lysmæssigt. Det meste af scenen er inddraget til orkestret på 85 musikere, så den normale orkestergrav er overdækket og indrettet med træbænke under hele kongetragedien. Alt for enkelt og kedeligt.

Første akt er bedst, nemmere at relatere til end akt to, hvor vanvid og død går amok. De to mest medrivende scenarier kommer mod slutningen af første akt: Stakkels Tom-soloen med den amerikanske kontratenor Matthew Shaw, der agerer Edgar (Grev Glosters udstødte søn) i flere inkarnationer og dertil imponerende stemmeskift. Kongen har pondus og sårbarhed af baryton Fredrik Zetterström, der især brillerer i den kraftfulde stormscene.

Mindst ligeså råstærk og udtryksfuld er sopranen AnnLouice Lögdlund som Goneril, hvorimod danske Elsebeth Dreisig er alt for skinger og stirrende som Cordelia. Og så savner jeg faktisk mere af det fantastiske operakor – her gemt lidt væk som drukkenbolte og fanger.

Mest af alt er det narren, der leverer sandheden – endda som talt tekst. Desværre er hans rolle for nedtonet, den kunne sagtens bringe mere humor og sandhed i ondskabens tegn. Men endnu en fin detalje i slutscenen, der for alvor punkterer myten om den stærkeste overlever.

Man tager ustadigheden med hjem og forstår hvorfor flere maestroer kæmpede med drømmen om at komponere en ’Lear’-opera. Både Verdi, Berlioz, Debussy og Britten måtte opgive. Reimann gjorde det heller ikke uden kvaler og brugte det meste af et tiår på mesterværket, der sammen med ’Slottet’ (baseret på Kafkas roman) er blandt hans største succeser. Sidstnævnte står nu højt på min operaønskeliste!