Miss Saigon

En af de største tårepersere i musicalgenren er ’Miss Saigon’, og med kinesiske Li-Tong Hsu i titelrollen har Malmø Opera gjort et mega-scoop. Desværre får en slesk alfons og en orgiastisk amerikanerdrøm overdøvet hendes underbare uskyld.

Det starter aldeles forrygende med en bordelbarscene, hvor tøj, udsmykning, bevægelser og ikke mindst sprog er ganske smagløst. På den helt rigtige måde! Iført kjoler af bobleplast, US-flag eller gennemsigtigt regnslag med garnblomster kaster vietnamesiske piger sig for fødderne af mænd i håb om at realisere fremtidsfantasien om USA, giftemål og børn.

Udnyttelsen af den store scene er helt fantastisk: Med både for-, midt- og baggrund – plus orkestret smukt oplyst allerbagerst – er der altid flere lag af liv på scenen. Detaljer som rickshaws, trapper, blomstervogne og militær. I centrum af Martin Chocholouseks overdådige scenografi er en vendbar bokskonstruktion bestående af seks kvadratiske værelser. Den ene side til sex, den anden til militær. Flere detaljer skaber en fuldendt helhed: Flymotorer og -vinger truer (med lydeffekter), og noget så enkelt som en neon-ventilator er en effektiv stemningsskaber.

En af boksene kan rulles ud af systemet, og her bliver barpigen Kim og soldaten Chris forelsket. Som solen og månen, der deles om himlen – en smuk duet, der får anderledes sørgelig potens senere. Endnu smukkere er deres duet med en ensom saxofon, der også er en sang som lover kærlighedens slut.

Adskillelsesscenen er en af showets helt store følelsesmanipulatorer, og den er gemt til anden akt – som et flashback, et frygteligt minde, der bliver udslagsgivende for den tragiske slutning. Scenen har i andre opsætninger sensationelt huset en helikopter, men her skabes panikken med øredøvende lyd, skarpt lys og menneskemængder i bur.

Det er en blandt mange velproportionerede militærscener, der står i stærk kontrast til den følsomme, naive og smukke titelkarakter. Det er perfekt casting af instruktør Ronny Danielsson at få Li-Tong Hsu til Malmø Opera – helt fra Shanghais pop- og tv-scene. Hun er så yndig, gribende og fabelagtig til at fortælle Kims historie via sin sangstemme – og så endda på svensk!

Allermest gribende er slutscenen i første akt, hvor Kim synger, at hun vil gi’ sit liv for sin søn. Men så ved man også hvad det hele ender med, og anden akt kører lidt på reprise af temaer og følelser.

Det, der udbygges er problematikken omkring de mange børn, der fødes som halvt vietnamesiske og halvt amerikanske. De vietnamesiske kvinder opfordrer: ”Tag vores børn og giv dem det, vi ikke kan give dem.” Og amerikanerne vil gerne hjælpe og beskytte – for det er det, amerikanere gør. Så selvom anden akts åbningsscene med en af hovedsangene ’Bui Doi’ er noget bastant og propagandistisk, føles den ganske rammende.

Og så bliver den suveræne bordelåbningssekvens næsten overgået af en bordelkarrusel, hvor Annsofi Nybergs vildt kreative kostumer igen sprudler. På guldbeklædte enhjørninger glimter røde korsetter sammen med ballonskørter, pailletthongs, bryst- og ballefrynser. Og på bagtrappen vrider nogen sig i s/m-læder iklædt grisehoved, kaninører og kattefjæs og viftende med fine lyse paraplyer. Det er så gennemført vulgært – og toppes med Fixarens hymne om begær, synd og sex.

Endnu mere pompøs og overgearet er ’The American Dream’-scenariet, der flimrer af glimmer-, fjer- og vingepragt, så man både imponeres og afskrækkes. Som bordelekstravagancen viser denne scene hvilken sprælsk karakter Fixaren er – der i øvrigt har nogle af de mest interessante sangtekster. Men i skikkelse og lurvet stemme af Dan Ekborg bliver han det, der stikker mest af fra originalen. Ekborg mangler den franske savoir-faire og arrogance – han bliver simpelthen for klam og bøvet.

’Miss Saigon’ er inspireret af Puccinis opera ’Madam Butterfly’, der er en sublim lidelsesforestilling. God opera er altid en blanding af storhed og intimt. Det går Ronny Danielsson også efter, men jo mere slutningen nærmer sig, jo mere udvandes karakterer og følelser. Storheden og intimiteten kan ikke finde balance. Det kan til gengæld orkestret under ledelse af Mats Rondin, operakoret og Li-Tong Hsu i suveræn treenighed. Og det er det hele værd!