Mand falder

Uheld er banale. Mennesket er skrøbeligt. Talent er ikke. Eller rettere, ikke når det buldrer så massivt som inde i Per Kirkeby. Så vil det ud, også når det ikke kan.

Anne Wivels meget tætte dokumentar går tæt på den danske kunstner og hans nærmeste i en periode, hvor han er i færd med langsomt at komme sig efter et helt banalt fald på trappen til atelieret. Et fald, der er tæt på at koste ham evnen til at male.

Sine steder er filmen så hudløst ærlig, at man både må se den store mand smuldre foran øjnene på en, og må beundre ham for at være så ublufærdig med sin egen skrøbelighed. Et stort, krævende ego af en mand, der pludselig er blevet gammel. Og et talent, der koger og kværner for at finde en sprække at komme ud af.

’Mand falder’ er en film, der består af tre-fire dele, med gentagelser og rytmer. Som dykker ned i sit tema og sin person i det tempo og den rækkefølge, det nu kunne blive til. Som ven af familien føler Kirkeby sig tryg ved Wivel, og det kan mærkes. Måske endda lidt for tryg. Det er et ubønhørligt og ublufærdigt nærportræt.

Første del virker rodet, eller måske ikke rodet, men i hvert fald fragmentarisk. Lidt fersk og i kontrast til de senere dele, hvor Wivels kamera finder billeder og stemninger, der fanger Kirkebys motivkreds. Som spejler hans sublime kunst, mens han kæmper for at finde en ny form, et nyt greb, hvor han kan arbejde igen, på trods af manglende evne til at se ting til venstre, når han kæmper sig frem tomme for tomme, til at gå igen, leve igen. Så er det rørende.

Lydsiden er smuk og voldsom, kameraets delikate dvælen ved streger og farver, når han begynder at få grebet igen, det er stor nydelse. Men når filmen handler om at se, om virkelig at se, så er det synd, at skønheden kommer så sent i filmen. Overrumplende skønhed, som Wivel finder uden for Kirkebys sommerhus på Læsø, i farverne og formerne i Italien, hvor Kirkeby møjsommeligt brokker sig og kommer sig. Måske skal det spejle kunstnerens bedring, men det virker bare fladt.