Fuglene over Sundet
DRAMA
Premiere 27. oktober 2016
Jødepenge som begreb opstod under Anden Verdenskrig – og er stadig et fyord, som de færreste vil tale om. Det kunne have været en stærk og anderledes vinkel på historien om jødeaktionerne i 1943, men i stedet er ’Fuglene over Sundet’ blevet et mere klichepræget anliggende om generel medmenneskelighed i pressede flygtningesituationer.
Det er selvfølgelig topaktuelt, men der er bare ikke så meget nyt eller perspektiverende i Nicolo Donatos udspil om danske jøders flugt til Sverige i efteråret 1943, efter samarbejdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt brød sammen.
Underligt nok, for inspirationen kommer fra Donatos farfar N. B. Lund Ferdinandsen, der var bådbygger i Gilleleje og selv involveret i sejladsen over Sundet. Men måske ville han heller ikke tale om jødepengene – de ofte store summer, der skulle betales for overfart. Der har verseret mange historier gennem årene: Om fiskere, der tjente kassen. Om dem, der ikke hjalp folk uden penge. Om hvor pengene så kom fra. Og ikke mindst hvordan pengene blev brugt efterfølgende.
Det får kun en kort og afstumpet afvikling her, med Ferdinandsen (Jakob Cedergren) som den gode og hans svoger Kaj (Nicolas Bro) som den mindre opvakte. Ifølge farfar Ferdinandsen var der ingen helte og ingen skurke – alle forsøgte bare at agere efter omstændighederne, og nogle havde sværere ved at balancere ansvaret end andre. Den præmis forsøger Donato at efterleve, men ender alligevel med en masse hurtigt genkendelige arketyper. Den godmodige pastor, den lede danske nazist, den opofrende moder, den seje politichef med flere.
Bedst er de tidlige scener, hvor Miriam (Danica Curcic), Arne (David Dencik) og deres 6-årige søn flygter ud i ingenmandsland. Fra den utidige flugt fra deres kunstnerlejlighed, kælderskjul og ulovlig kørsel mod Nordsjælland, hvor de bliver snydt og bestjålet, til deres vilkårlige spurt fra en nazistfælde i skoven ender med at splitte dem ad. Af uransaglige årsager kan de ikke blive genforenet i Gilleleje – trods bindeleddet igen er Ferdinandsen.
Det er bare et af manuskriptets brister, og der er flere dramaturgiske problemer undervejs. Fortællingen har svært ved at finde et naturligt tempo, og overfladiskheden sniger sig ind med de mange klichefæstede replikker og dramaets forudsigelighed. Stemningen er ellers ganske god i sin melankolske blanding af dunkle, håndholdte billeder af Aske Alexander Foss og kølige strygerkompositioner af Jesper Mechlenburg.
Følelserne er bundet op på kvinderollerne, der dog ikke er specielt nuancerede. Danica Curcic holder skansen smukt og stærkt, og ligeså rørende er Marijana Jankovic som endnu en ulykkelig mor. Derimod er Laura Bro ulidelig som Ferdinandsens kone, hvis replikker konstant er tåkrummende.
Efter den stærke spillefilmsdebut ’Broderskab’ var forventningerne store til Donato, men ’Fuglene over sundet’ misser de mere interessante fortællinger under jødeaktionerne. Medmenneskeligheden bliver sat på spidsen, men alt for distanceret, og man føler ikke med de perifere personkarakteristikker, fuld af klicheer.