Love & Mercy

Psykisk sygdom er ubehagelig. For den der skal leve med den og mennesker som holder af vedkommende. Det er hovedpræmissen i ’Love & Mercy’. En film der intelligent bruger lyd og billede til at fortælle historien om Brian Wilson, den stærkeste musikalske kraft i The Beach Boys. En mand som er velsignet med stor musikalitet og forbandet af skrøbeligt psykisk helbred, som ledte ham til både psykoser og stofmisbrug.

Vi møder Wilson imens han køber en Cadillac, den dag han møder Melinda (Elizabeth Banks). En kvinde som ender med at gifte sig med ham og som han stadig lever sammen med i dag. Samtidig åbnes der op for fortællingen om Wilson (John Cusack) og hans terapeut – som også er hans værge – dr. Landy (Paul Giamatti), der overmedicinerer ham og forsøger at styre hans karriere. Filmen veksler mellem Melinda og Brians begyndende romance i det liv, hans værge styrer med hård hånd, og så den unge Brian Wilsons liv (Paul Dano), hvor det musikalske geni langsomt bliver overtaget af psykisk sygdom og stoffer.

Instruktør Bill Pohlad tværer Brian Wilsons psykiske kvaler ud i hovedet på publikum. Gennem hele filmen. Og på den måde bliver man lukket ind i Wilson, og det er rigtig godt filmhåndværk. Men det bliver også tiltagende ubehageligt i takt med at sygdommen udvikler sig i hans ungdom, og i takt med at hans terapeut mishandler ham psykisk senere i livet. Den beskrivelse er så gennemsyret ubehagelig, at man til sidst sidder og hopper i biografsædet og er ved at sprænges, i håbet om at det lykkes Melinda at sætte en stopper for det. 

’Love & Mercy’ brillerer med et godt manuskript og nogle formidable skuespillerpræstationer. Paul Dano og John Cusack giver to meget forskellige, men samtidig ret sammenhængende og troværdige præstationer af en psykisk skrøbelig mand. Elizabeth Banks er stoisk som publikums allierede og Paul Giamatti er skræmmende og kvalmende som Wilsons vredesforstyrrede terapeut. Faktisk er Giamatti så ubehagelig, at han overtager filmen i en del scener, og det er lidt ærgerligt. Omvendt giver hans præstation et godt billede af hvad Brian Wilson har været igennem. 

'Love & Mercy' beskriver en mand som er født ind i et hjem med psykisk og fysisk vold, og hvordan han møder den vold senere i livet. Samtidig er filmen et givtigt indblik i tilblivelsen af det banebrydende Beach Boys-album ’Pet Sounds’, som dengang blev et flop, men som sidenhen er blevet hyldet som et af deres bedste.

Paul Danos engagerede præstation viser hvordan Wilson nytænkte musikken og brugte utrolige musikalske midler til at skabe den musik, der var inde i hans hoved. Beskrivelsen af hvordan et musikalsk geni arbejder er fortryllende. Instruktøren bruger lydene og musikken, som jo i forvejen er i Wilsons hoved, til at beskrive hans psykoser og understrege tilstandens alvor. Ligesom han bruger The Beach Boys’ musik som en beskrivelse af bandet og ikke til stemningsbeskrivelse. Det er ret fint. Pohlad har lavet en film som foregår i en solbeskinnet stat og handler om et solbeskinnet band, men han holder sig fra at gøre filmen poleret og solbeskinnet. Og det klæder den.