Living Dead

”Hvad mon ham EU-kommisær-præsident-formanden tænker?” udbryder den ene zombie i et bedøvende langsomt tempo, med sin ene hånd nonchalant hvilende på hoften og med den anden om et glas rødvin. Hertil svarer den anden dommedagsprofetisk: ”Han håber at der ikke kommer flere skibe til. Men det gør der.”

Væggene er tapetseret med rødlig 70er-agtig jungletapet. Det syder fra panden på komfuret. Noget udefinerbart er brændt på, for lugten hænger tungt i luften. Køkkenet som pryder scenen er henlagt i et feberramt gulligt skær. Vi befinder os i skærsilden helt fra første øjeblik i Christian Lollikes ’Living Dead’. 
Der er noget galt. Og det bliver kun værre herfra. 

Én efter én træder tre barbie-lignende zombier (Özlem Saglanmak, Morten Burian, Maria Rich) langsomt ud fra de små korridorer og ind i det overophedede køkken og betændte atmosfære frembragt af scenograf Marie Rosendahl Chenitz. Alle tre klædt i hawaiiskjorter og matchende minishorts, med olierede ben og arme samt glinsende parykker. Øjnene har ingen pupiller, men blot et afgrundsdybt mørke. De skærer løg, steger fisk, skænker rødvin som tålmodige maskiner i det klaustrofobiske rum nær kogepunktet. 

Selvom alt foregår i slowmotion mister jeg på intet tidspunkt fokus. Alt hvad der foregår imellem de tre karakterer har min fulde opmærksomhed.

Lollike har i ’Living Dead’ skabt et syret parallelunivers, hvor publikum er vidne til tre europæeres ideologiske forfald via en smittende virus, som efter deres eget udsagn skulle være avlet i de mange flygtningelejre rundt om i Europas forstader. En virus som består af forudindtagede holdninger, afmagt og frygt. Den afmagt europæerne står overfor, når flygtninge i en lind strøm stadig skyller op på Europas kyster, levende som døde. Den afmagt jeg selv oplever, når jeg hører om katastroferne på Middelhavet. 
 
Så sent som på denne premieredag er to både med flygtninge kæntret nær Syrien, alle 239 ombord er døde – men ingen hører noget. Hvor medierne efterhånden har tabt interessen for at dække flygtningestrømmen, holder Lollike fast med et jerngreb og insisterer på at vise sit publikum sider af dem selv og den verden de bor i, som kan være svær at se i øjnene eller vedkende sig. Og der bliver ikke lagt fingre igennem. 
  
”Du er særligt sensitiv, derfor kan du ikke have en flygtning boende. Det ville du ikke kunne rumme,” mjaver Burian fra sin stol i hjørnet henvendt til Rich. Det giver genklang hos nogle publikummer som smågriner i mørket, andre er tavse som graven. Jeg når grænsen, da Saglanmak agerer velkomstkomite for flygtninge ved de europæiske strande, imens hun på bedste ’Cabaret’-vis synger ”willkommen, bienvenue, welcome”. 

Det er ganske enkelt grotesk. Og i det groteske manifesteres den virkelighed, som er så svær at se i øjnene. Netop i dette grænseland bevæger Lollikes forestilling sig – og gør det virkelig godt. Sjældent er der et samlet latterbrøl, sjældent et kollektivt bifald. Stemningen er anspændt i Pakhus 11.

Jeg har oplevet flere forestillinger, som forsøger at fortælle sit publikum noget om hvordan det er at være flygtning, men kun Lollike stiller skarpt på hvordan det er at være europæer i en tid af opbrud, af den kaliber vi er vidner til i dag. ’Living Dead’ er et rædselsblik ind i den enkelte europæers bevidsthed og formidler på stærkeste vis den kompleksitet, der forekommer i at føle empati for de flygtende, uden at stille noget op.

Jeg ved ikke selv, om jeg skulle grine eller ryste på hovedet over det altoverskyggende fordærv, som jeg ikke kunne undgå at være vidne til denne aften. Men da jeg forlader rædselskabinettet kan jeg kun bifalde Christian Lollikes ikke-moraliserende manér og hans enestående evne til at overraske, more og græmme sit publikum på én og samme tid.