Orfeo

Velkommen i Dødsriget. En labyrintisk, smuk, fascinerende og fordybende oplevelse af liv og død i ånderiget, som de fleste af os frygter. Christian Lollikes sidste opsætning hos Sort/Hvid er bare formidabel: Immersiv performance, når det virkelig rykker. 

Mystikken er altdominerende, da vi - iklædt sort tøj og hvide skeletagtige masker med udhulede øjne - inviteres ind i Dødsriget, hvor sælsomme personager i hver deres (let afskærmede) rum bevæger sig i loops, nærmest som gamle ritualer. Fordærvet har allerede sat sig i os, da vi snart føres ind i det store rum med et formidabelt strygerorkester og en dirigent, der byder os at synge med på den klagesang, hvis blide, dunkle toner flyder som ledemotiv gennem resten af forestillingen. 

Helt fænomenalt udfoldes her hovedhistorien, myten om Orfeus - og hans kærlighed til Eurydike. Iscenesat gennem enkeltscener fra Monteverdis 1607-opera, blendet med nyere kompositioner af Rasmus Zwicki, og eminent uhyggelig fortællekarakter af Madame Nielsen, hvis intense skelet-gespenst hurtig bliver inkarnationen af skyggeriget.

Myten rammer åndelige, religiøse og magiske temaer, når Orfeus med sin underskønne stemme kan forføre alt og alle og derfor får lov at redde sin elskede Eurydike ud af Dødsriget. Ligesom han opfordres til ikke at kigge tilbage, ligeledes vandrer vi igen ind i de dødes rum - med en reminder om at hvis vi ser med levende øjne, bør vi lukke dem. For vi skal gå ind på de dødes præmisser.

Den ritualiserende form er endnu mere påtrængende nu: Vi skal synge, synge højere. Skrifte på væggen, i prosastil. Trække skæbnesvangre tarotkort, på en knivspids. Trøste en forsmået elskerinde. Støtte en knækket Madame. Tilgive Orfeo. Og modtage den sidste olie: "Er du klar til dine sidste åndedrag?" Klar til Dødsriget? Det venter på os alle.

Stemningen er uforlignelig - som i Lollikes lignende immersive performances ’Leaves’ (2015) og ’Don Juan’ (2019) - og man har hele tiden en følelse af at man går glip af noget interessant i de andre rum. Sindet kribler af de uforudsigelige interaktioner, imens kroppen langsomt vender sig til dødsangsten. Lydene fra alle seancer og ritualer blendes og intensiveres, og da vi får besked på at forlade Dødsriget er stilheden ligeså lammende. 

Dette samarbejde mellem Sort/Hvid og Copenhagen Phil er en af de største produktioner på teatret i Kødbyen, og de formår virkelig at skabe en mageløs intim stemning i de gamle, rå slagtehaller. Musikken er svimlende smuk - fra tindrende blide og legende fingerstryg på strengene til de vildere og uhyggelige dybder, suppleret af slagtøj og gådefulde elektroniske toner. 

Ligeså fremragende er sangerne, især sopran Frederikke Kampmann (Eurydike), men også bas Steffen Bruun og tenor Conny Thimander (Orfeo). Den personlige favorit, kontratenor Morten Grove Frandsen var desværre erstattet af en mere anonym Nana Bugge Rasmussen til denne ekstraforestilling. 

Mellem fordybelse og eftertænksomhed rammer ’Orfeo’ plet, vi forføres og forundres til at overskride grænserne mellem liv og død. At se døden som de døde oplever den. Med mørke og tyngde, men også med lethed og poesi, som gør dette rekviem ret enestående. En særdeles vellykket hybrid mellem gammelt og nyt, hvis stemning og interaktion vil blive i os længe. Tak, Lollike, og på gensyn, forhåbentlig.