Uropa

Man bringes fuldstændigt ud af sin komfortzone med ’Uropa’. Hvis man troede, man vidste, hvad ballet er, og hvis man troede, man vidste, hvad flygtningeproblematikken går ud på, så får 'Uropa' én til at tro om igen.

Komplet filterløst og uden moraliserende undertoner præsenteres vi for seks flygtninge, som til dagligt bruger deres krudt på at søge om asyl i Danmark. Men i aften bruger de kræfterne på at danse, synge, råbe, græde, løbe, hviske og smigre os vej ind i deres virkeligheder.

I ledtog med dem er seks balletdansere fra Den Kongelige Ballets danselaboratorium Corpus. De lægger krop til flygtningeperformernes fortællinger og fremstiller stemninger, som både går med og imod det, der berettes.

En skæbne som flygtning er svær at sætte ord på – og svær sådan rigtigt at forstå, når man ikke selv har prøvet det. Alting er så ekstremt, sammenlignet med en dansk virkelighed. Rejserne uden nogen form for sikkerhed, uretfærdigheden, hjemlandssituationer fulde af vold og fordømmelse. Følelsen af at være sat fuldstændigt udenfor verden. Og her kommer balletdanserne og Mikkel Hess' musik ind på en helt ubeskriveligt genial måde og fylder hullerne ud. De sætter krop og følelser på alt det usigelige.

Det virkelig smukke i dette virkelighedsteater består i sammensmeltningen af performere. Det er i mange af forestillingens scener ikke til at afgøre, hvem der er dansere og hvem der er flygtninge. Ved at sætte professionelle dansere og virkelige mennesker sammen, kunne man frygte at ende med det værste fra begge verdener. Balletpræstationer som ikke rigtig løfter sig og personlige historier, som bliver for opstyltede eller kunstige. Men det præcist modsatte er tilfældet i 'Uropa'.

Der er en nærmest Signa-agtig ubehag over den usynlige stemme, som i tide og utide afbryder scenerne og sætter performerne på prøve. Så skal de vise, hvorfor de gerne vil have asyl i Danmark. Hvorfor det netop er dem, der skal have det frem for de andre fem tilstedeværende. Så stoppes en scene, fordi den er for unaturlig, så skal udvalgte publikummer indtage stole på scenen og stille spørgsmål på kommando. Det fremkalder en rammende fornemmelse af, at ingen kan vide sig sikre. Også de danske balletdansere må argumentere for, hvordan de ville være værdige til at få ophold i et andet land. Som det tørt hedder fra den usynlige stemme: ”I didn't think ballet teachers was what they needed in Uganda.”

Der sættes ord på en masse af de tanker, vi alle sammen har, men som vi ikke kan få hold på eller tillader os selv at tænke til ende. Skal de, der kommer hertil behandles med venlighed eller krav? Kan vi åbne grænserne uendeligt, uden det ville betyde, at vi selv ville synke med byrden? Og hvorfor bliver det let en anelse ulækkert, når vi, mens vi holder nogen ude af vores land, samtidigt storsmilende reklamerer med eksotisk mad fra hele verden ved enhver given, multikulturel lejlighed?

Sagen er, at der ikke kan findes ét svar på den globale flygtningesituation og dens konsekvenser for hverken flygtninge eller Danmark. Sagen er, at asylansøgere kan være i en redelig lortesituation, som nogen faktisk bliver nødt til hjælpe dem ud af, hvis de ikke skal dø af den, men på samme tid også kan være grådige og excentriske, og drømme om formuer og seksuelle eskapader i et frigjort land. Sagen er, at vi danskere på samme tid både kan være åbenarmede, bange og egoistiske.

Det er en modig og rammende tilgang, Sort/Hvid’s Christian Lollike og Corpus (og de seks asylmodtagere, som efter sigende har haft meget at sige i skabelsen af forestillingen) lægger for dagen. For det hele er mega-komplekst, faktisk så komplekst, at det kun kan udtrykkes på en rammende måde igennem – moderne ballet. Her kan tingene blandes sammen og stritte i flere retninger på samme tid. Her kan retninger afbrydes, argumenter modsiges og skiftende følelser udtrykkes.

”Pick me!”, ”pick me!”, ”pick me!” lyder det i desperat kor fra scenen, mens ubehaget virkelig rammer os. Hvor er det forfærdeligt, at det jo er sådan, situationen er. Forfærdeligt, at disse mennesker er tvunget til at stå her på en scene og bruge sig selv som en slags døgnflue-reality-stjerner for at give de ord betydning. Og på samme tid stærkt og godt, at de gør det. At de bliver set og hørt. Hvor er det hele bare absurd og svært at rumme, og svært at mene noget færdigt om.

Et par enkelte scener bliver lidt langtrukne eller fremstår lidt almindelige sammenlignet med resten af forestillingens dybde og vildskab, og et par enkelte steder kammer det mærkelige også lige vel over. Eksempelvis da alle performere uden nogen forklaring tropper op på scenen i hver deres temakostume. Men i den stærke helhedsoplevelse bliver den slags detaljer nærved ligegyldige.

'Uropa' er en forestilling, som rammer tidens behov for autenticitet og ægthed. Vi har nok alle sammen behov for at forholde os til asylproblematikkerne – men vi har måske også behov for at mærke dem under huden i al deres menneskelige kompleksitet, for ordenligt at kunne gøre det.