All My Dreams Come True

Eventyret er slut eller måske er det aldrig begyndt. ’All My Dreams Come True’ er en forestilling om en generation af deprimerede, kærlighedsøgende, identitetsløse mennesker. Bonget op på falske Disney-løfter og forventninger til et liv, der ikke kan indfries.

A og B jagter dét! Dét er udefinerbart, umuligt at konkretisere, men alligevel søger A og B dét, der kan få deres liv til at give mening. Men dét eksisterer ikke. Opgøret med Disney er rammen om en fortælling om det moderne menneskes identitetsøgende, selvrealiserende, selvpromoverende livsprojekt. Rummet er klinisk pakket ind i plastik, ligesom Disneys eventyr er blottet for alle former for rigtige dilemmaer. Der er kun det gode og det onde, intet midtimellem.

”Disney producerer kvindeinstinkter, kropsidealer, lavt selvværd og samfundstilpasning,” siger Morten Burian og griner neurotisk sammen med Marie Louise Wille. I jagten på at få mere eventyr ind i deres liv, beslutter A og B sig for at lave deres eget Disney-drama.

Wille bryder spontant ud i sang som Snehvide; og bærer sit barn, der uden navn skal forskånes fra at passe ned i samfundets dertil indrettede kasser. Burian er Joachim von And, der iført boxershorts og fjer ønsker at mærke noget, men denne følelse kan ikke købes for penge. Selv de mest ekstreme tiltag får ham ikke til at føle noget, og kan det ikke føles, har det ingen værdi.

Wille og Burian spiller forestillingen på grænsen mellem det gakkede og det hudløst ærlige. Der er ingen kur eller medicin, der dur, det er smerten der bærer fortællingen.

I Disney-filmene er birollerne ofte anderledes elskelige eksistenser. På scenen får de romantiserede biroller liv i forestillingens to små dværge, spastikeren, den høje mand og den tykke dame. De udfordrer publikums ofte misforståede moralske dilemmaer omkring udstillingen af det skæve. Og de gør det godt, er overbevisende og kommer med alt, hvad de er. Ærligt og åbent.

’All My Dreams Come True’ er vellykket i vanviddet. Dramatikeren Christian Lollike fortæller altid historier, andre helst lod ligge. Han udfordrer fordomme, som de fleste er berøringsangste overfor. Og selvom man holder sig for ørerne, kan man ikke undgå at se en pointe i at fortælle det, der ofte ties. Denne pointe er en af de mere groteske, men enkel: Stop med at søge efter noget, du alligevel aldrig finder.

Stykket er provokerende, privat og på mode, det fungerer i kraft af det groteske kaos, det præsenterer. Det er Lollike, når det er allerbedst.