Don Juan

Totalekstase i tre ekstremniveauer. Fra det hellige til det liderlige, det klassiske til det moderne, patriarkalsk til kønsneutralt. Don Juan-spejlingen består evigt, og dette vilde værk af instruktør Christian Lollike og komponist Mads Brauer kunne man sagtens se maestro Mozart fornøje sig over.

Mozarts opera ’Don Giovanni’ er en kringlet kærlighedssag med lige dele drama og komik, hvor verdens største forfører dør for lyst, løgn og laster. Og her starter denne tolkning af ’Don Juan’-balladen med dødsmessen, skærsilden og eftermælet – i vanligt heftig og provokativ Lollike-stil. 

Det første rum er mørkt og mystisk, med maskerede, sortklædte figurer på piedestaler af blomsterbed forneden og neonrør foroven. De indhyller os i kirkeklang og korsang så smukt og overjordisk at man nærmest glider rundt i en trancetilstand, da vi ledes mod lyset fra det næste rum.

Derinde fortsætter dødsmessen, men i mere foruroligende beats og eskalerende volumen. Brauers intense lydbillede af elektroniske klangmanipulationer og synthesizer understøttes af piano, akkordeon og slagtøj – samt 2018-operaorkestrering (pre-indspillet) af Czech National Symphony Orchestra. Det er både knytnæver i tangenterne og hovedet i strengene, samt ikke mindst plads til trøstespisning for sopranen Margaux de Valensart under en arie.

I 1. akts mørke trådte kontratenor Morten Grove Frandsens vidunderlige toner tydeligt frem, og her i 2. akt går det androgyne udtryk op i en højintens enhed. For alle i Don Juans ligfølge afspejler forføreren, hans kvinder og deres forskellige sindstilstande. Historierne fortælles, synges og spilles ud, og kulminerer i det der må kendetegnes som skærsilden: Et ekspressivt elektro-bombardement og en power-præstation af bas Nicolai Elsberg. 

Og så er vi klar til paradiset, der kommer efter – eller helvede for nogen, afhængigt af overbevisning. For Don’ens eftermæle er selvfølgelig proppet med forførelse, liderlighed, sex og anden pirrende kropsudfoldelse. Som vi inviteres til at deltage i, mere eller mindre. ”Velkommen. Baren er åben – den kan også penetreres.” Der er show i alle højder og bredder: Slangemenneske Ylva Maia Havndrup og sabelsluger Cecilia Gosilla lirer deres freaky-farlige-frække talenter af med flirt og vid, imens akrobat Michiel Tange van Leeuwen svinger sig i ringe og røde silkesnore, og senere swinger sexlege på stylter.

De fire operasangere stripper også til cabaret-mode og lader stemmerne yderst lystbetonede, og især Elsberg går i nærkontakt med publikum. Hold øje med hans smykke, der kan udfolde sig til SMældende legetøj! Tør du lege med? Og udfordre deres grænser? Som en replik lyder: ”Kan I gennemføre det uden at miste jer selv?”

Skuespiller Olaf Højgaard har skrevet den nøgne tekst, som han og Anne-Marie Curry leverer mindst ligeså afklædt. Det er kønspolitik på vippen, for det spil, vi oplever, er årtier gammelt og i sin kerne ganske varigt. Så selvom de både opfordrer og udfordrer til at spejle spillet, bytte roller og i det hele taget ruske livet, så ender det mest i en dekadent pornofest, hvis orgiastiske technodunk er mere trance end ægte ind- og udlevelse. Som en drøm, kroppen husker, men hjernen ikke helt accepterer. Således essensen af Don Juan og hans liderlighed – den fest stopper aldrig. 

Så konceptet holder, ligesom det gjorde i Lollike og Brauers første opera-eksperiment, den fremragende ’Leaves – The Colour of Falling’, fra operafestivalen 2015. Den var endnu mere dyster og excentrisk, men med samme musiske nerve fra himmel og helvede i inciterende mix af opera og electronica. Vildt, vovet og total wow!