Kvartett

Seksuel manipulation så kold og kynisk at det nærmer sig horror. Det flænser i nervebanerne, når sex- og hjernevindinger mikses i intrigante overlæg og fremhæves af moderne avantgardetoner.

’Kvartett’ er moderne opera, der tør. Den italienske komponist Luca Francesconi (der er tilknyttet Malmø Musikhøjskolen som professor) skrev denne sin anden opera til La Scala i Milano med uropførelse i 2011, og den har allerede begejstret flere europæiske operascener, deriblandt Royal Opera House i London.

De to karakterer og deres seksuelle manipulation genkender vi fra Choderlos de Laclos skandaløse brevroman fra 1782, ’Farlige forbindelser’ – samt film og teater baseret derpå. Men Marquise de Merteuil og Vicomte de Valmont blev i 1981-82 komprimeret gennem dystopi og postmodernisme af den tyske forfatter Heiner Müller, og hans skuespil ’Quartett’ er tættere på Francesconis opera.

Et kammerspil af sex, magtspil og død. Hvor alt er udtrykkeligt på sin egen kunstfærdige facon. Eksplicitte tekster som: ”Hvad har du lært, andet end at navigere dit lem ind i et hul?”; kropssprog og kostumeskift, der nedbryder kønsroller; dunkel ophøjelse af magt kulminerende i den afstrippede og blodhævnende slutning. Uden meget handling, men alligevel ret fængslende i sin opløsning af menneskelige relationer. Når underlivet strømmer til hjernen og omvendt opstår en pervers intellektualisering, der favner vulgær guddommelighed i både liv og død.

Efter flere Müller-skuespilopsætninger er instruktør Stefan Johansson i sit es. Og han går linen ud – måske også for langt. For nogen vil det være den ætsende onde stemning, der afskrækker og afskyr. For andre vil den sidste overtolkning, hvor Müllers ’Hamletmaskinen’ citeres, mudre helheden af et ellers ret gennemført magtspil på grænsen af horror.

Musikken rammer samme grænse mange gange, og små overraskende lyde fra højtalere placeret rundt i salen øger intensiteten af uhyggen. Francesconi har udviklet computerbaseret musik siden 1990’erne, og de elektroniske indslag – udarbejdet med Serge Lemouton fra IRCAM, Paris – flyder godt ind i den avantgardistiske og deliriske klangstil. Det lyder sært, skævt og anspændt indimellem, og der er ikke meget traditionel rytme at hvile nervebanerne i. Pirrende som tirrende, men absolut interessant.

De krævende sangpartier løftes af dyb stemmekraft og dramatisk samspil mellem den amerikanske mezzosopran Kirstin Chávez (der også sang Merteuil i London) og den tyske baryton Christian Miedl. Deres rolleskift sender dem fra uskyld til død, og i spillet for at overtrumfe og nedbryde den anden, rammer undergangen dem selv. Stærkt afbildet i storspejl i loftet, så de kan dø i pluralis.

Følelsesløsheden og kulden afspejles også scenografisk med to stålkonstruktioner af trapper, afsatser og lysstofrør – som husskeletter, hvis piedestaler flimrer goldt og afpillet. ’Kvartett’ er et gennemført gement mareridt, og slutningens røde hævner er ægte horror opera.